- Undskyld for at smile, siger Solskjær efter ydmygelse
Det er hårdt at være Manchester United-manager, og det var tydeligt at se på det interview, som Ole Gunnar Solskjær gav efter kampen.
Manchester United-manager Ole Gunnar Solskjær havde ikke meget at smile af efter holdets 1-4-nederlag til Watford lørdag. Men han gjorde det alligevel.
I et interview efter kampen kom der et smil frem på nordmandens ansigt, da han af Sky Sports blev spurgt om holdets indstilling i kampens indledning. Og det var, som om det gik op for den pressede nordmand, at det ikke var et godt tidspunkt at smile på.
- Undskyld for at smile dér, men det er mennesker. Man er overrasket (over starten, red.). Alle disse gode folk er topspillere og topprofessionelle, men når tingene ikke går med dig, går de imod dig, og det er svært at spille med det mentale knæk, siger Solskjær, der var tydeligt påvirket af situationen.
Solskjærs smil har tidligere været i fokus
Det er ikke første gang, at United-trænerens mundvige har vendt opad, når de ikke burde have gjort det. United-legenden Gary Neville bemærkede det allerede i 2019, da holdet skuffende spillede 1-1 mod Huddersfield.
- Se, han står og griner. Sandsynligvis fordi de er så elendige, sagde fodboldeksperten dengang.
Efterfølgende forklarede Solskjær, at han smiler, fordi han er ”optimist af natur”.
Bestyrelsen holder møde
To og et halvt år efter er det igen hans smil, der trækker overskrifter. United-mandskabet er i krise, og trænersædet brænder under den norske optimist.
Ifølge Sunday Times holder klubbens bestyrelse møde lørdag aften, hvor de drøfter klubbens (træner)situation.
Manchester United er efter 12 kampe nummer 7 i Premier League.