I Napoli holder man vejret, mens Maradona kigger med fra himlen
Mens klublegenden Diego Maradona kigger med fra himlen, er fodboldklubben Napoli på jagt efter deres første italienske mesterskab i over 30 år.
På torsdag er det præcis ét år siden, at Diego Maradona døde af et hjertestop. Søndag mødes Napoli og Inter i en storkamp i Serie A.
Taget hans mangeårige stofmisbrug og usunde livsstil in mente kunne det ikke komme som nogen stor overraskelse, men det rystede alligevel hele Napoli og omegn, hvor den afdøde argentiner for længst har opnået gudestatus.
Maradona var nemlig manden, der nærmest egenhændigt sikrede byens fodboldstolthed SSC Napoli de hidtil eneste to mesterskaber, og som efterfølgende også har fået opkaldt byens stadion efter sig. Det kan ikke blive større. I Napoli består den hellige treenighed af Gud, vulkanen Vesuv og Diego Maradona.
- Vi har Maradona med os. Han er vores skytsengel, og godt nok er han død, men han lever stadig hos os. Hans ånd er allestedsnærværende i Napoli, fortæller den napolitanske sportsjournalist Angelo Pompameo, der arbejder for tv-stationen TV Luna.
Her år et efter Maradonas dødsfald er han ikke glemt, men sorgen er for en stund skiftet ud med begrundet optimisme. Napoli har nemlig startet sæsonen som lyn og torden og topper den italienske Serie A forud for sæsonens hidtil største test, når Napoli søndag aften møder de forsvarende italienske mestre fra Inter.
- Hvis vi vinder over Inter, så flyver vi, men vi lige nu holder vi vejret, siger Angelo Pompameo.
32 hårde år uden mesterskaber
Det er 32 år siden, at den seneste scudetto, som man kalder mesterskabet i Italien, landede i Napoli. Dengang var det selvfølgelig med Maradona som frontfigur.
Siden er fulgt tre turbulente årtier uden mesterskaber, men som derimod har budt på flere nedrykninger samt en konkurs, der sendte klubben helt ned i den tredje bedste italienske fodboldrække. Med andre ord har det været en lidelseshistorie uden lige, fortæller en hardcore dansk Napoli-fan.
- Det har været nogle ufatteligt hårde år. Det var ikke sjovt, når man kun spillede uafgjort og aldrig rykkede noget, men jeg var alligevel dernede at følge holdet i de år, siger Chris Kaiser Sørensen, der netop har set sin Napoli-kamp nummer 45 på stadion.
Det var først, da den berømte italienske filmproducer Aurelio De Laurentiis i 2004 stemplede ind, opkøbte klubben og trak den ud af de økonomiske ruiner, at Napoli igen kom tilbage i det fineste fodboldselskab.
Siden er det gået stærkt. I de sidste 10 år har Napoli været en fast del af den italienske fodboldtop. Fire gange er klubben blevet nummer to, men hver gang er Juventus fra det nordlige Italien i stedet løbet med mesterskabet. For et par år siden hentede Napoli historiske 91 point i ligaen, men tabte alligevel med fire point til Juventus.
- Når man har været igennem noget så hårdt, så er det ekstra fedt, når det endelig går godt igen. Og nu har man så endelig chancen for at bevise sig over for resten af Italien, og skulle miraklet ske, at Napoli bliver mester, så vil det ikke bare være en sejr over de andre hold – det vil være en sejr over det italienske system, lyder det fra Chris Kaiser Sørensen.
Stærk defensiv baner vejen for topplacering
Med den tidligere Roma-træner Luciano Spalletti i spidsen for et sultent Napoli-hold er håbet nu at kunne løfte mesterskabspokalen for første gang siden Diego Maradonas storhedstid.
Nutidens Maradona hedder Lorenzo Insigne og er efterhånden blevet personificeringen af byens fodboldhold. Den 30-årige kantspiller er født og opvokset i Napoli og har et stort billede af Diego Maradona tatoveret på sit ene ben. Den slags går lige i hjerterne på klubbens tifosi.
Foran ham opererer den nigerianske stjerneangriber Victor Osimhen, som Napoli gjorde til den dyreste afrikanske fodboldspiller nogensinde, da de måtte smide over en halv milliard kroner for at købe ham fri i franske Lille. Men selvom angrebet er potent, så er det holdets defensiv, der er hemmeligheden bag den nuværende succes.
Kun fire mål er der i denne sæson blevet scoret mod Napoli, som indtil nu står noteret for 10 sejre i af de første 12 kampe. Det er et hold, der strutter af sundhed og selvtillid.
- Man taber jo kæben over, at de kun har lukket fire mål ind, og det er paradoksalt, at Napoli, der altid har været et galehus, lige pludselig er så velfungerende, siger fodboldekspert Martin Mikkelsen, der hver weekend kommenterer italiensk fodbold for TV 2.
Spallettis nyklassiske 4-2-3-1 taler til pragmatikerne. Kodeordet er balance. De to defensive midtbanespillere er den lim, der binder holdet sammen, mens de fire forreste i momenter kan være den eksplosion, der sætter fut under Vesuv.
- Det er mindre seværdigt og mindre spektakulært end tidligere, men Napoli kan kontrollere fodboldkampe. Det er det hold med mest boldbesiddelse i Serie A, og det er vejen at gå, hvis man vil vinde et mesterskab, lyder analysen fra Martin Mikkelsen.
Syditaliens opgør mod det rige nord
Når Insigne og holdkammeraterne i aften går på banen på Stadio Giuseppe Meazza i Milano, holder hele Napoli igen vejret.
For nylig ramte en italiensk undersøgelse igen byens hårdt på selvværdet. Den fortalte nemlig, at Napoli kun er den 127. bedste by i Italien at bo i, for selvom den har al sin charme og ligger i smukke omgivelser med udsigt ud over Napolibugten, så er Napoli stadig gennemsyret af korruption, arbejdsløshed, kaos og nedslidte bydele. En torn i øjet på mange italienere nord for Rom.
Derfor handler kampen i aften mod de forsvarende mestre fra Inter ikke kun om kolde point på tavlen. Det handler også om en historisk splittelse mellem det fattige Syditalien og deres rige landsmænd i nord, fortæller TV 2-korrespodent Eva Ravnbøl, der er bosiddende i Italien.
- Det betyder alverden for Napoli at slå norden. Norditalien har alle fordelene, de har alle pengene og al magten. Norditalien er arrogante og ser ned på napolitanerne, så det vil være en kæmpe sejr for Napoli, hvis de kan tryne Inter, siger hun.
Lige nu er det dog den anden store Milano-klub, AC Milan, der er Napolis største konkurrent i tabellen. De to klubber ligger side om side i toppen af ligaen og mødes i øvrigt om en lille måneds tid i Serie A. Sæt kryds i kalenderen 19. december.
Til den tid skal der nok også blive damp under kedlerne. Især fordi Napoli føler, at hele Italien er imod dem. At de skal kæmpe mere for pointene end andre klubber. At man kæmper mod en overmagt, der prøver at snyde dem.
Snyd staten før den snyder dig, som man siger i Napoli.
- Selvom Napoli ikke har vundet i over 30 år, så har de slet ikke mistet troen, men de er alle sammen overbeviste om, at de skal kæmpe mere for det end holdene i Norditalien, som napolitanerne føler får for meget dommerhjælp, siger Eva Ravnbøl.
Dommerhjælp eller ej. Napoli er tilbage, Maradona er Gud, og Norditalienere er nogen arrogante kapitaliser.