Fodbold

Barca-juvel vinder stor talentpris

Barcelonas stjernefrø Pedri er kåret til den bedste fodboldspiller under 21 år i Europa.

Hvis der sidder en ung mand med tunge ben i Barcelona, giver det god mening.

Stortalentet Pedri spillede nemlig vanvittige 74 fodboldkampe i 2020/2021-sæsonen. Den unge spanier var en profil hos både Barcelona og det spanske landshold.

Og nu har det hårde arbejde altså båret frugt, således han kan sidde med både tunge ben og et stort smil. 18-årige Pedri er nemlig blevet kåret til årets Golden Boy, der er prisen som den bedste spiller under 21 år i Europa.

- Jeg vil gerne takke Tuttosport for dette trofæ, som gør mig meget stolt. Jeg vil også gerne takke mine holdkammerater og fansene, der altid har støttet mig hele vejen gennem 2021, siger Pedri til Tuttosport.

Prisen blev indført tilbage i 2003 af netop den italienske avis Tuttosport, der uddeler prisen med andre europæiske aviser som eksempelvis tyske Bild, franske l'Equipe, spanske Marca og britiske The Times.

Pedri er den første Barcelona-spiller til at vinde prisen siden Lionel Messi i 2005, og han træder ind i et fornemt selskab af store verdensstjerner.

Golden Boy-vindere de seneste ti år

  • 2012: Isco (Spanien)
  • 2013: Paul Pogba (Frankrig)
  • 2014: Raheem Sterling (England)
  • 2015: Anthony Martial (Frankrig)
  • 2016: Renato Sanches (Portugal)
  • 2017: Kyllian Mbappé (Frankrig)
  • 2018: Matthijs de Ligt (Holland)
  • 2019: Joâo Felix (Portugal)
  • 2020: Erling Haaland (Norge)
  • 2021: Pedri (Spanien)

Pedri samlede i alt 318 point og blev dermed en sikker vinder af prisen anno 2021. Dortmunds Jude Bellingham blev nummer to med 199 point.

Pedri vandt også foran andre store stjerner som Real Madrids Eduardo Camavinga, Bayern Münchens Jamal Musiala, Manchester Uniteds Mason Greenwood, Arsenals Bukayo Saka og Bayer Leverkusens Florian Wirtz.

Barcelona-kometen spillede imponerende 52 kampe i forrige sæson på Camp Nou, mens han også var en profil ved EM for Spanien. Han sluttede lige sæsonen af med at spille OL for det spanske U23-hold.

I denne sæson har han været henvist en del til tilskuerrækkerne, da han sidder ude med en skade.