Fodbold

Ronaldo gør det igen

Manchester United fik en sejr i klubbens første kamp siden fyringen af manager Ole Gunnar Solskjær. United er klar til playoff i Champions League.

Cristiano Ronaldo har en kærlighed til Champions League, der er meget beundringsværdig.

Tirsdag aften startede han Manchester Uniteds 2-0-sejr ude over Villarreal med en sen scoring. Det er fjerde CL-kamp i streg, at den portugisiske verdensstjerne redder United.

Villarreal 0 - 2 Manchester United

  • 78' 0-1: Cristiano Ronaldo
  • 90' 0-2: Jadon Sancho

I det første opgør mod Villarreal scorede Ronaldo til 2-1 efter 95 minutter, mens han med sene scoringer sikrede point i begge kampe mod Atalanta. Ronaldo har nu scoret seks mål i fem CL-kampe i denne sæson.

Ronaldos mål i CL i år:

  • 2-1-nederlag til Young Boys: Ronaldo scorer Uniteds ene mål
  • 3-2-sejr over Villarreal: Ronaldo scorer sejrsmålet efter 95 minutter
  • 3-2-sejr over Atalanta: Ronaldo scorer sejrsmålet efter 81 minutter
  • 2-2-uafgjort mod Atalanta: Ronaldo udligner to gange - efter 46 og 91 minutter
  • 2-0-sejr over Villarreal: Ronaldo scorer til 1-0 efter 78 minutter

Manchester United er klar til ottendedelsfinalerne

Af Ritzau

Historien gentager sig for Manchester United i Champions League i denne sæson. Spillet er ikke prangende, men Cristiano Ronaldo klarer skærene til sidst.

Det var også tilfældet tirsdag, hvor den portugisiske stjerne nok engang var på pletten for den haltende fodboldgigant, som spillede sin første kamp efter fyringen af Ole Gunnar Solskjær.

Ronaldo sendte United på vinderkurs med sit mål til 1-0, da Villarreal blev slået med 2-0, og United indløste en billet til knockoutrunderne i Europas fineste klubturnering.

Her har United på førstepladsen i gruppe F tre point ned til Villarreal, der ikke kan ende over det engelske hold i tilfælde af pointlighed efter sidste runde.

Ole Gunnar Solskjærs midlertidige afløser, Michael Carrick, havde ikke haft ret meget tid til at sætte sit aftryk på United-holdet. Han havde dog lidt af en overraskelse med i sin første startopstilling.

Den portugisiske kreatør Bruno Fernandes sad således på bænken fra start til fordel for Donny van de Beek, som ikke fik ret meget spilletid under Solskjær.

Hvis United-spillerne ville vise, at de havde mere i sig efter fyringen af deres nu tidligere træner, så var det til at starte med svært at få øje på.

Villarreal tog teten, men havde problemer med at lirke det engelske forsvar op. United pressede frem mod pausen en smule på, men en første halvleg fattig på højdepunkter endte altså uden mål.

Højdepunkterne kom der så altså i anden halvleg. Første gang efter cirka et kvarter. Her måtte David de Gea hive en flot redning ud af ærmet for at afværge et mål til Villarreal, der ligesom før pausen havde overtaget.

Et par minutter derefter blev Bruno Fernandes og Marcus Rashford sendt på banen i et forsøg på at få United-offensiven i gang.

Det hjalp. Tempoet blev skruet op, og cirka ti minutter senere var der scoret. United pressede højt, og efter en brøler i Villarreal-forsvaret kunne Cristiano Ronaldo vippe bolden over målmand Geronimo Rulli, som stod langt ude i feltet.

Det fjernede anspændtheden for United, der jagtede flere mål. Det kom i den ordinære spilletids sidste minut, hvor Jadon Sancho langt om længe fik lavet sit første mål for United efter skiftet fra Dortmund i sommer og lukkede kampen.