Fodbold

Bo Henriksen udpeger nøglen til sejr i skæbnekamp

Der er meget på spil, når FC Midtjylland og Braga torsdag mødes i Europa League. Derfor har Bo Henriksen forberedt sig minutiøst til kampen.

Se alle de danske klubber og flere internationale storhold i Europa League og Conference League på TV 2 PLAY.

Bo Henriksen og resten af trænerstaben i FC Midtjylland har tænkt grundigt over, hvordan midtjyderne skal spille for at besejre Braga, der agerer førerhold i klubbernes Europa League-gruppe.

I en samtale med TV 2 SPORTs fodboldekspert Jakob Michelsen gennemgår cheftræner Bo Henriksen elementære dele af taktikken forud for kampen mod Braga.

Samtalen kan ses i sin fulde længde i toppen af artiklen, mens der nedenfor er samlet tre af de vigtigste emner fra dialogen.

1: Udfordringer centralt i banen

- Det vi kan være udfordrede på, er de her halvrum på siderne af os, hvis vi kun spiller med to i midten. Der er det klart, at når vi får lagt et ordenligt pres på deres bagkæde, bliver det jo lidt nemmere at skubbe fremmad. Specielt for vores yderstoppere og det bliver helt afgørende, siger Bo Henriksen, der også fremhæver to af Bragas helt store midtbaneprofiler Andre Horta og Galeno som udfordringer inde centralt.

2: Formationsændring undervejs

- Hvis de stiller op, som de tidligere har gjort, når de har spillet overfor et tremandsopbyggende forsvar, så har vi haft en lille smule problemer med, når de er gået tre mand i pres. Der vil vi fra starten af prøve og se, om ikke det kan lade sig gøre at smide Paulinho ned, siger Bo Henriksen, der altså vil starte ud med en bagkæde med tre spillere, men vil udvide den med en fjerde spiller, når FC Midtjylland er i den spilopbyggende fase.

3: Assist-løb

- Den afgørende situation her er, at når vi får overbefolket siderne og får en retvendt spiller, så skal vi have assist-løb. Med det mener jeg, at vi skal have nogle løb ned i zonerne. Så kan vi strække dem ud, for det er ikke sikkert, spillerne får bolden hele tiden. Så kan vi få bolden ind centralt, og så skal der komme assist-løb, så vi hele tiden kommer ned bag dem. Det er for eksempel det, vi manglede mod Brøndby - af vi ikke fik nok assist-løb i siderne, siger Bo Henriksen.