Fodbold

- En fremragende aften for dansk fodbold

Fire danske hold spillede europæisk fodbold torsdag aften, hvor der blev hentet tre danske sejre. Læs analyser fra ekspertkommentatorerne her.

Danmark viste sig undervejs flot frem på en vigtig europæisk aften, der startede perfekt med vigtige sejre til både FC Midtjylland og FCK.

På tværs af de fire danske mandskaber blev der samlet imponerende ni point sammen i Europa- og Conference Leagues femte spillerunde.

- Det var en fremragende aften for dansk fodbold med fire gode indsatser. Brøndby mødte det stærkeste hold, hvor de store fejl blev straffet. FCM fightede en flot sejr hjem i overtiden, mens Randers og FCK vandt på suveræn vis.

- Det er fantastisk, at alle fire danske hold enten har sikret europæisk fodbold efter nytår, eller at de selv kan afgøre det i sidste spillerunde, siger TV 2 SPORTs fodboldekspert Simon Skou Jakobsen, der fulgte med i alle fire kampe i løbet af aftenen.

Nedenfor fælder TV 2 SPORTs eksperter, der kommenterede de respektive kampe, dom over de danske holds indsatser torsdag aften.

Brøndby IF 1 - 3 Lyon (Europa League)

Ekspertkommentator: Peter Graulund

- Det duftede jo af en af de her episke og historiske, europæiske aftener, som Brøndby har haft mange af gennem historien. Det duftede af endnu en, da Uhre fik stadion i kog ved 1-0.

- Men de store personlige fejl ender med at koste rigtig dyrt her til aften. Helt overordnet leverede Brøndby en flot præstation, og de gav alt, hvad de havde. Da Lyon skruede op for tempoet med indskiftninger, havde Brøndby ikke et modtræk. Det er bare ærgerligt, at der bliver indkasseret mål på personlige fejl.

Brøndby kan stadig selv sikre en tredjeplads i gruppespillet ved at besejre Sparta Prag i sidste kamp. Det vil sende Brøndby i playoff-runden i Conference League.

Brøndby misser EL-slutspil efter et nederlag mod Lyon. Video: Caroline Tarrasson

Randers FC 2 - 1 CFR Cluj (Conference League)

Ekspertkommentator: Jakob Michelsen

- Det er klart bestået det her. En rigtig god indsats af Randers. Det var en moden indsats, hvor de var det bedste hold og fik en fortjent sejr. Det er en stor bedrift af Randers at være tæt på at spille sig videre fra et europæisk gruppespil.

- Randers var gode til at holde Cluj væk fra chancer, mens de selv skabte rigeligt til at vinde. Denne gang fik Randers fuld udbytte af spillet, for det har de ikke fået i de seneste tre uafgjorte kampe. Marginaler var kun med Randers i første kamp mod Alkmaar, ellers har de ikke fået som fortjent. Det eneste malurt i bægeret nu er, at de nok skal have point i sidste runde, selvom de har vist sig som det klart næstbedste hold i gruppen.

Randers kan selv afgøre det i sidste runde. De er ét point foran Cluj, der ligger nummer tre, mens Alkmaar allerede er garanteret førstepladsen. Randers spiller ude mod Alkmaar og kan altså selv sikre andenpladsen, men hvis Cluj slår Jablonec, kan Randers tåle at tabe.

Randers FC besejrede Cluj med 2-1 på hjemmebane. Video: Caroline Tarrasson

FC Midtjylland 3 - 2 Braga (Europa League)

Ekspertkommentator: Kasper Lorentzen

- Det er svært ikke at være positiv, når man slår gruppens bedste hold. Det her resultat betyder, at FC Midtjylland fortsat lever, og det er altafgørende. Straffesparket til sidst var uhyggelig vigtigt, og det giver klubben gode muligheder.

- Det er tredje gang, at FC Midtjylland var ved at jokke i spinaten på hjemmebane, men de overlevede det. Det viser måske også en udvikling for klubben og spillerne rent europæisk. Det kan selvfølgelig være et enkelt tilfælde, men det kan også være et positivt tegn. Uanset hvad leverede Midtjylland varen, og klubben har nu bragt sig i en god position.

FCM er garanteret europæisk fodbold efter nytår. De kan dog stadig ende både nummer et, to og tre i Europa League-gruppespillet. En tredjeplads sender dem over i Conference League.

FC Midtjylland tog sejren hjem i de sidste minutter, hvor Evander scorer på straffespark mod Braga. Video: Caroline Tarrasson

Lincoln 0 - 4 FCK (Conference League)

Ekspertkommentator: Andreas Laudrup

- Det er pil op hele vejen rundt i aften. FCK sikrer sig førstepladsen i gruppen og leverer en professionel indsats. De unge præsterede i dag, og derfor vandt FCK 4-0.

- Der var talt meget om det mentale aspekt i kampen om at skulle møde folk med deltidsarbejde, men det var ikke til at se i aften. Der blev leveret over hele linjen. Når alt kommer til alt, er FCK videre, og det må klubben være meget tilfreds med.

FCK er garanteret en førsteplads i gruppen, og de er dermed sikret en plads i ottendedelsfinalen i Conference League. Førstepladsen gør, at de springer over en playoff-runde efter nytår.

FCK var overlegne mod Lincoln med en sejr på 4-0 i Conference League. Video: Caroline Tarrasson