Fodbold

Kasper Hjulmand er årets leder

Den tidligere FC Nordsjælland-træner har modtaget en fornem hæder.

Landstræner Kasper Hjulmand er kåret som årets leder 2021.

Prisen, som er blevet givet siden 2002, bliver uddelt af fagforeningen Lederne.

- Kasper Hjulmand har vist sig som et forbillede inden for ledelse ved at skabe begejstring og følgeskab. Han formår at spille på hele ledelsesklaviaturet – fra den store vision, der sætter retningen, til den lille detalje, der kan gøre den store forskel. Og på den måde får han det allerbedste ud af alle sine medarbejdere.

- Det er noget, som alle ledere kan lære af, uanset om de arbejder på et kontor, i en butik eller en produktionsvirksomhed, siger Bodil Nordestgaard Ismiris, der er Ledernes administrerende direktør.

Det er tyvende gang prisen bliver uddelt, men det er første gang, at en leder fra sportens verden får tildelt prisen.

Et vellykket EM

Det er særligt præstationerne til EM i sommer, som Kasper Hjulmand bliver belønnet for.

Her nåede Danmark helt til semifinalen. Men det er også andet end hans taktiske evner, der bliver påskønnet.

- Kasper Hjulmand giver meget af sig selv. Også mens hele nationen ser med. På den måde giver han ledelse et menneskeligt ansigt – noget vi alle kan spejle os i.

- Vi skylder Kasper en stor tak for at vise nationen, at sårbarhed kan være en styrke. På den måde – og med flot spil og resultater – har han formået at samle hele nationen bag landsholdet, lyder det videre som begrundelse.

Kasper Hjulmand overtog som dansk landstræner for Åge Hareide i august 2020.