Fodbold

Mens FCK-spillerne sov, arbejdede modstanderen hele natten

Jonas Wind, Pep Biel og de andre FCK-spillere kommer ind til Conference League-kampen med en noget anden forberedelse end modstanderne.

Se alle de danske klubber og flere internationale storhold i Europa League og Conference League på TV 2 PLAY.

FC Københavns spillere har formentlig fået sig en god nats søvn inden kampen mod Lincoln Red Imps i Conference League torsdag.

Det samme kan ikke sige om Licolns Lee Casciaro. Onsdag klokken 20 stemplede han ind på sit arbejde som politimand.

Jeg tror ikke, der er mange FCK-spillere, der vil kunne kapere den form for forberedelse

Andreas Laudrup, fodboldekspert på TV 2 SPORT

Klokken 8 torsdag morgen havde han fri. 12 timers natarbejde før en vigtig, europæisk kamp. Fy for en skefuld.

- Jeg plejer at sove til omkring klokken 12 dagen efter. Jeg er vant til ikke at sove så meget. Så får jeg noget frokost og gør mig klar til kamp, siger Casciaro med største selvfølgelighed, da TV 2 SPORTs udsendte spørger ham ind til forberedelserne.

Han kender ikke til andet. Det er en del af ham, som han siger.

Nogle vil sige, at det ikke er den bedste måde at forberede sig på?

- Ja, det har jeg tænkt på, men jeg har gjort det de sidste 20-25 år, siger den 40-årige angriber.

Får fri tre timer før kampstart

Lincoln Red Imps er med i et europæisk gruppespil for første gang i klubbens historie. Truppen tæller 25 mand, hvoraf de seks har et arbejde ved siden af.

Roy Chipolina er en af dem. Han er tolder på Gibraltar. På kampdagen torsdag skal han arbejde fra klokken 8 til 15.30. Kampen begynder 18.45.

- Jeg har lige tid nok til at hente mit udstyr, siger han med et grin.

- Det er nye oplevelser for os alle. Fodbold er det, jeg elsker. Hvis jeg kunne ændre det og blive fuldtidsprofessionel, ville jeg gøre det. Uheldigvis er jeg ikke god nok, så jeg er nødt til at tage på arbejde og så spille fodbold, siger Roy Chipolina.

En stor udfordring

Selvom flere af spillerne nedtoner det faktum, at de har arbejde ved siden af, lægger cheftræner Mick McElwee ikke skjul på, at det kan give problemer.

- For dem er det meget udfordrende. De skal jonglere med familie, arbejde og fodbold. De skal ofre meget. Det skaber udfordringer, fordi der er tidspunkter, hvor der er sammenfald mellem deres arbejde og træning.

- Som klub accepterer vi det. Når de skriver under, ved vi, at de arbejder, siger han.

Cheftræneren fortæller også, at det meste af den tekniske stab har arbejde ved siden af.

Charmen ved fodbold

Selvom de anderledes forhold giver de nationale mestre fra Gibraltar noget at tænke over, får de også anerkendelse.

Anerkendelsen kommer fra Andreas Laudrup, der er fodboldekspert på TV 2 SPORT.

- Først og fremmest er jeg imponeret. Men det er også charmen ved fodbold, at vi får lov til at se de her mandskaber. De er deltidsprofessionelle, så de arbejder ved siden af.

- Jeg tror ikke, der er mange FCK-spillere, der vil kunne kapere den form for forberedelse. Det er imponerende, siger Andreas Laudrup.

FC København slog Lincoln Red Imps med 3-1, da de to hold mødtes i Parken tilbage i september. Alligevel har cheftræner Mick McElwee et spinkelt håb om en overraskelse på det charmerende fodboldstadion.

- Vi skal spille fremragende. Vi skal ikke lave fejl. Og så skal vi håbe, at FCK har det svært med forholdene eller banen (kunstgræs red.). De er ikke vant til at spille på det her stadion. Mens de vænner sig til forholdene, kan det være, at vi får en chance. Sker det, skal vi prøve at tage den, siger træneren.