Fodbold

Ekspert hylder overlegen overtidsscoring

FC Midtjyllands Evander sikrede en 3-2-sejr i overtiden med en overlegen straffesparksscoring.

Straffesparket er om muligt fodboldspillets største chance.

Alligevel er det kun omkring 75 procent af gangene, der bliver scoret. Da FCM-stjernen Evander torsdag aften lagde bolden på pletten, var det tilmed i tillægstiden i en uhyre vigtig europæisk kamp mod gruppens førsteplads.

Presset var altså massivt, men den brasilianske elegantier var sikkerheden selv og sikrede FC Midtjylland en flot 3-2-sejr med sit straffesparksmål.

- Han er så iskold. Han kigger målmanden direkte i øjnene helt indtil sidste skridt. Han har fuldstændig styr på bolden og kan bare lægge den modsat af, hvor målmanden hopper.

- Det gør han tit, og han gjorde det mod Brøndby i weekenden. Det er så overlegent, at han sparker på den måde, siger TV 2 SPORTs fodboldekspert Simon Skou Jakobsen, der til daglig spiller i Hobro.

Simon Skou Jakobsen er især imponeret over, at Evander sparker på samme måde hver gang, og at han får det til at se så nemt ud ved at trille bolden stille og roligt over i den ene side.

Se målet i videoen øverst i artiklen.

FC Midtjylland tog sejren hjem i de sidste minutter, hvor Evander scorer på straffespark mod Braga. Video: Caroline Tarrasson

Bo Henriksen var et nervevrag

Cheftræner i FC Midtjylland, Bo Henriksen, var heller ikke i tvivl om, hvad der ville ske i tilfælde af et straffespark

- Det var lange tre minutter, da de tjekkede den igennem i VAR-vognen. Men det var fedt at stå der, for jeg var ikke i tvivl om, at Evander nok skulle score, siger Henriksen til TV 2 SPORT og sætter ord på sin efterfølgende jubelscene:

- Da han scorer, tager jeg min puls for lige at tjekke, at jeg var i live. Jeg tror, den var på 135 eller noget. Så det var fantastisk fedt.

Evanders scoring betød, at FC Midtjylland ikke har udspillet sin chance i Europa League.

Nu er midtjyderne helt med i toppen, og de kan selv afgøre, om de skal spille Europa League eller Conference League efter nytår.

Europa League Grp. F

Europa League Grp. F
PositionHoldnavnKVUTFI+/-P
1531153+210
25302118+39
352217708
4501438-51