Fodbold

Absurde scener: Startede med ni mand – og trak sig i anden halvleg

Det portugisiske fodboldforbund ville ikke aflyse kampen mellem Belenenses og Benfica, selvom hjemmeholdet bestod af ni spillere.

Det var grænsende til det bizarre, da Belenenses-spillerne stillede op til holdfoto før kampen mod mægtige Benfica lørdag aften.

Ni spillere poserede uden meget at smile af, da et massivt coronaudbrud i bundholdets lejr har sat stort set hele førsteholdstruppen ud af spil i de seneste døgn.

Af de ni spillere var kun én fra førsteholdstruppen i form af Diogo Calila og otte fra ungdomsafdelingen ifølge Marca. Derudover talte truppen to målmænd, hvoraf den ene tog jobbet som forsvarsspiller. Holdets træner var i øvrigt også coronasmittet.

Belenenses kom bagud efter 25 sekunder og var bagud 0-7 ved pausen.

Farcen gik ikke den portugisiske Manchester City-profil Bernardo Silvas næse forbi.

- Hvad er det her? Er jeg den eneste, der ikke forstår, hvorfor kampen ikke er blevet udsat?, skriver han på Twitter.

Afbrudt kort inde i anden halvleg

Af de ni spillere kom kun syv ud til anden halvleg. I portugisisk fodbold kræver det minimum syv spillere for at gennemføre en kamp.

Få minutter senere smed Belenenses-spilleren Joao Monteiro sig i græsset med en skade, og så var hjemmeholdet kun seks.

Kampen blev derfor afbrudt.

Hvorfor blev kampen ikke aflyst på forhånd?

Ifølge blandt andre Marca og A Bola blev kampen ikke afblæst fra start, fordi den portugisiske liga ikke ville acceptere det med beskeden om manglende plads i kalenderen til en omkamp.

Belenenses-præsident Rui Pedro Soares bekræfter, at han ikke har haft noget at skulle have sagt.

- Vi har 38 spillere med spillelicens til ligaen, så vi stoler på, at de alle har evnerne til at spille. Beslutningen er ikke vores eller Benficas, og når den er taget, må vi respektere det, siger han.

I alt har 17 spillere og stabsmedlemmer afleveret en positiv PCR-test i løbet af de seneste dage.