Fodbold

- Det er de værste scener, jeg nogensinde har set i Bayern

En video, der dukkede op fredag, viser, at der var en frustreret og hektisk stemning ved Bayern Münchens generalforsamling.

Stemningen var intens mellem de tyske giganter og en gruppe tyske fans ved Bayern Münchens generalforsamling torsdag.

De tilhørende tilhængere var nemlig utilfredse med klubbens femårige sponsoraftale med det statsejede Qatar Airways, der har en værdi af 20 millioner euro – 163,5 millioner kroner. Det skriver France24 og AFP.

Aftalen udløber i 2023, men flere vil have, at den nuværende præsident Hebert Hainer og CEO Oliver Kahn ikke fornyer den.

Dette kunne ledelsen ikke garantere.

Ved generalforsamlingen reagerede en gruppe på omkring 800 fans ved at råbe ”Hainer ud!” samt ”Vi er de fans, du ikke vil have.” Det skete blandt andet efter, at klubben havde blokeret af, at der skulle stemmes om en fornyelse af aftalen.

Scenerne, som du kan se herunder, har fået den tidligere Bayern München-præsident Uli Hoeness op af stolen.

- Det er de værste scener, jeg nogensinde har set i Bayern. Jeg skammer mig, siger han.

Vil bruge dialog

Herbert Hainer ønskede ikke at forholde sig til sponsoraftalen på generalforsamlingen.

Han forklarede dog, at der er andre måder, de kan påvirke Qatar på, end ved at droppe aftalen.

- Jeg fastholder, at dialog er den bedste måde at få bragt folk sammen på, sagde Hainer ifølge AFP.

De frustrerede fodboldfans pointerede, at menneskerettighedsorganisationer har beskyldt Qatar for miserable forhold for udenlandske arbejdere – især under opførelsen af stadions, der skal i brug under VM.

Embedsmænd i Qatar har dog afvist dette.