Fodbold

Massivt snefald udsætter Premier League-kamp

Det vides endnu ikke, hvornår kampen mellem Burnley og Tottenham vil blive afviklet.

Fodbold kan som udgangspunkt spilles i al slags vejr.

Men der er en grænse, og i England blev den nået søndag. For et massivt snevejr har betydet, at Premier League-kampen mellem Burnley og Tottenham er blevet udsat til et endnu ukendt tidspunkt.

Det skriver begge klubber på deres respektive Twitter-kontoer.

- Grundet bekymringer om underlaget og de omkringliggende omgivelser er det blevet besluttet, at kampen ikke kan afvikles på forsvarlig vis, skriver Burnley FC.

Burnleys manager, Sean Dyce, har ifølge BBC udtalt, at der er tale om en fælles beslutning, da "alle var bekymrede".

Kampen var planlagt til at begynde klokken 15.00 dansk tid.

Beslutningen om at udsætte kampen kom så sent, at de to hold allerede var på plads på Turf Moor, og begge startopstillinger var blevet offentliggjort. Her stod det klart, at danske Pierre Emile Højbjerg skulle have været med fra start.

Burnley er en by i det nordvestlige England ikke langt fra storbyerne Leeds og Manchester.

Søndagens fire øvrige kampe i Premier League står fortsat til at blive afviklet som planlagt, selvom der også er sne at finde på Etihad Stadium, hvor Manchester City tager imod West Ham.