Fodbold

Få spillere kan levere noget så fornemt, siger ekspert om vild scoring

Real Madrid-profilen Vinicius Junior afgjorde søndagens LaLiga-kamp mod Sevilla med et drøn af et langskud.

Vinicius Junior modtager en høj bold på sidelinjen med fem modstandere foran sig.

Lugter det langt væk af en farlig målchance? Ikke ligefrem.

Men er man en 21-årig brasilianer med stor tro på egne evner og en teknik, de fleste kun kan drømme om, er det ingen hindring.

Fem sekunder senere lå bolden inde i målet.

- Det der, Vinicius laver, er jo noget, man kan være helt oppe at køre over. Vi er nede på maks fem-seks spillere i LaLiga, der kan levere noget, der er så fornemt som det her, lød det fra TV 2 SPORTs fodboldekspert Jonas Hebo Rasmussen.

Da Vinicius modtog bolden på sidelinjen, viftede han den forbi første mand med skulderen. Dernæst tog han tre hurtige berøringer ind i banen, inden han sendte bolden helt op i det modsatte målhjørne.

- Man skal have en vild balance og en vild styrke i sin krop for at sætte af på den måde. Der har han en spændstighed og en sprint, som kun de færreste – hvis overhovedet nogen – spillere i LaLiga kan være med på, siger Hebo.

Sevillas målmand Bono snittede bolden, men der var ingenting at stille op. 2-1 til Real Madrid, og det blev også kampens resultat. En kamp, hvor Vinicius - udover scoringen - ikke gjorde meget væsen af sig.

- I dag er det ikke det høje bundniveau, der leder ham til sejren. Vi har flere gange i sæsonen set, at han hele tiden har været undervejs. Så har der været de her to-tre episoder i en kamp. I dag var der kun én, men sommetider er det, hvad der er behov for.

- Når det skal afgøres, har han bare den der faktor, siger eksperten.

Afgørende scoring

Målet gav dem sejren, og sejren kan vise sig at være særdeles vigtig for Real Madrids mesterskabschancer.

De tre point sikrede dem nemlig et forspring på fire point ned til andenpladsen i LaLiga.

- Det stiller dem rigtig godt. De får nu muligheden som det eneste hold for at 'catche up' på nogle af de her kampe, der har ligget lidt forskudt.

- Onsdag møder de Bilbao, og lørdag møder de Real Sociedad, som de kan give et form for dødsstød til i forhold til deres mesterskabschancer, siger Hebo.