Agent forklarer, hvorfor Eriksen træner hos OB

Martin Schoots sender blandt andet en stor tak til den danske klub for at lade midtbanespilleren bruge træningsanlægget.

Siden Christian Eriksen kollapsede i Parken under EM i sommer, har det været et særsyn at se ham på en fodboldbane.

Ikke desto mindre var det tilfældet, da Inter-spilleren onsdag befandt sig på OB's træningsanlæg i Odense. B.T. fik det siden bekræftet af OB's sportschef Michael Hemmingsen.

TV 2 SPORT har siden været i kontakt med Eriksens agent, Martin Schoots, som forklarer den pludselige optræden i Ådalen således:

- Christian arbejder med at komme sig, som en hvilken som helst anden, der havde oplevet, hvad han har, ville gøre.

- Han foretrækker at gøre det i sit rette element i Milano eller, når han er i Danmark, privat, i sit fødeland. Når han af og til er i Danmark, og han føler for det, bruger han givetvis OB’s faciliteter. Det er en fantastisk gestus af hans tidligere klub, skriver Schoots i en SMS.

Christian Eriksen er fortsat på kontrakt i Inter, hvortil han skiftede i januar 2020.

For tidligt at tale om fodbold

Siden den forfærdelige hændelse i Parken i EM-kampen mod Finland, har det være småt med informationerne om danskerens videre fodboldliv.

Og sådan forbliver det indtil videre.

- Christian har en positiv, optimistisk og energisk karakter, men det er ikke tiden til at tale om fodbold endnu. Kun Christian bestemmer hvornår - og om det øjeblik kommer, slutter agenten.

Det vides ikke, om Christian Eriksen overhovedet har tænkt sig at fortsætte karrieren.