Fodbold

DBU hylder Lars Høgh

Den tidligere landsholdsmålmand Lars Høgh er hædret for sine store bedrifter på fodboldbanen, hvor han blandt andet spillede 817 kampe for OB.

Dansk Boldspil Union har optaget Lars Høgh i Fodboldens Hall of Fame. Det skriver DBU på sin hjemmeside.

Lars Høgh, der er kræftsyg og erklæret terminal, fik overbragt nyheden torsdag.

- Fodbold har betydet rigtig meget for mig i hele mit liv. Det er der, jeg har haft kæmpe oplevelser, både som spiller og som træner. Og det er her, jeg har mødt rigtigt mange fantastiske mennesker, som jeg i dag betragter som nære venner. Både min familie og jeg er meget stolte over optagelsen i Fodboldens Hall of Fame, siger Lars Høgh til DBU's hjemmeside.

Det er første gang siden 2019, at DBU optager en eller flere tidligere spillere i det ærefulde selskab.

Lars Høgh fik den gode nyhed af Michael Laudrup, der er i 2006 blev den første medlem af Fodboldens Hall of Fame. De var i 1986 med på Danmarks første VM-hold, der henrykte hele verden under slutrunden i Mexico. Høgh kom med på yderste mandat men endte som førstevalg ved slutrunden.

I alt spillede Lars Høgh otte kampe for Danmark.

- Han havde fået mange flere A-landskampe, hvis vi ikke i den periode havde haft Peter Schmeichel. Siden har Lars været en inspirerende målmandscoach for såvel klubhold som herrelandsholdet. Men det er for sine meritter på banen, han nu optages i Fodboldens Hall of Fame. Det glæder mig. Lars er et stort menneske, siger Michael Laudrup.

Stort aftryk på dansk fodbold

  • 817 kampe for OB
  • Danmarksmester i 1977, 1982 og 1989
  • Otte A-landsholdskampe
  • Vinder af Det Gyldne Bur som Årets Målmand i Danmark fem gange

Efter sin aktive karriere blev Lars Høgh sportschef i OB, inden han skabte en karriere som målmandstræner i ind- og udland. Siden 2007 har han været fast målmandstræner på herrelandsholdet, hvor han stadig er tilknyttet.

Derudover har Lars Høgh været med til at skabe flere sociale fodboldprojekter som Fodbold-Fulton.

Blev syg i 2018

I efteråret 2021 udgav Lars Høgh den meget ærlige bog 'Der er antal på alt', hvor han fortæller om både sin karriere og det forløb, han har været i siden august 2018, hvor han fik konstateret kræft i bugspytkirtlen.

Her fremgår det i epilogen, som TV 2 SPORT tidligere har bragt, at Lars Høgh "har fået mindst halvandet år mere," end hans læge havde troet.

- Min behandling er defineret som livsforlængende, og jeg har været terminal længe. Men det har ikke gjort min motivation eller mit livsmod mindre, og jeg er slet ikke sort i hovedet eller deprimeret. Jeg har bare ondt, og smerterne prikker hele tiden, fortæller Lars Høgh i bogen.

Siden er støtten til Høgh kun blevet større, og i løbet af de seneste måneder er han blevet hyldet ved flere lejligheder - senest med optagelsen i Fodboldens Hall of Fame.

Se listen over alle Hall of Fame-medlemmer her.