Fodbold

Simon Kjær-hyldest fylder i sikker Milan-sejr

Holdkammeraterne sendte støtte til den skadede dansker og tog en vigtig sejr på 2-0 mod Salernitana.

Det er ikke kun i Danmark, at landsholdsanfører Simon Kjærs korsbåndsskade i onsdags har fyldt. Også i hans klub, AC Milan, har det påvirket holdkammeraterne.

I lørdagens Serie A-kamp mod Salernitana, som blev vundet med 2-0, blev der sendt støttende hilsner til den danske holdkammerat både før og under kampen.

Hele holdet varmede op i hvide t-shirts, hvorpå der stod "Forza Simon" som en hilsen til deres uheldige holdkammerat.

I mandags blev Kjær både kåret som verdens 18.-bedste fodboldspiller i 2021 ved Ballon d'Or-kåringen og hyldet for sin hurtige redningsindsats, da Christian Eriksen faldt om med hjertestop i Parken ved sommerens EM-slutrunde.

Bare to dage senere nåede midtstopperen kun at spille omkring et minut af udekampen mod Genoa. Han kom skævt ind i en tackling og ødelagde sit ene korsbånd i knæet.

Den slags skader plejer at holde spillere ude i minimum et halvt år, og derfor kan han muligvis misse resten af indeværende sæson.

Kjær-trøje med på banen

Det gør ondt på holdkammeraterne, og Alexis Saelemaekers sendte også en hilsen til Kjær, da han scorede til 2-0 mod Salernitana.

Den 22-årige belgier fejrede scoringen ved at løbe ud til sidelinjen. Her lå der en spilletrøje med Kjærs navn og nummer på, som midtbanespilleren løftede op og holdt frem.

2-0-scoringen faldt efter 18 minutters spil, efter at Franck Kessie havde åbnet målscoringen allerede efter 5 minutters spil.

De to hurtige mål punkterede det meste af spændingen i kampen, for trods et par tilløb til chancer blev gæsterne aldrig for alvor farlige.

Sejren sender Milan op på førstepladsen i Serie A med 38 point for 16 kampe. Det er to point mere end Napoli, som har spillet en kamp færre.