Fodbold

Laver største comeback i ti år efter drømmemål

I en vanvittig anden halvleg formåede Hellas Verona at vende 3-0 til 3-4 mod Venezia.

Cheftræner Igor Tudor har formentlig talt med store ord til sine Verona-spillere i pausen mod Venezia.

I anden halvleg var gæsterne i hvert fald som forvandlede, og efter en halvleg med selvmål, rødt kørt og en drømmekasse fra distancen kom Hellas Verona tilbage fra 3-0 og vandt 4-3 i Serie A.

Det er første gang siden 2011, at et hold vender -3 til sejr i den italienske liga. Dengang stod AC Milan bag.

Venezia 3-4 Hellas Verona

  • 12' 1-0, Pietro Ceccaroni
  • 19' 2-0, Domen Crnigoj
  • 28' 3-0, Thomas Henry
  • 52' 3-1, Thomas Henry (selvmål)
  • 63' Rødt kort, Pietro Ceccaroni
  • 65' 3-2, Gianluca Caprari
  • 67' 3-3, Giovanni Simeone
  • 85' 3-4 Giovanni Simeone

Sikker hjemmesejr, men så...

Det hele osede af god stemning i Venedig.

3-0 ved pausen til byens hold, og herfra skulle sejren - den femte i denne sæson - ellers bare styres sikkert i havn i gondol-fart.

Men anden halvleg var blot syv minutter gammel, da båden tog vand ind. Thomas Henry udlignede sig selv med et selvmål, og ti minutter senere fik en anden målscorer, Pietro Ceccaroni, rødt kort for at redde bolden med armen.

Få minutter senere var føringen indhentet efter to hurtige Verona-scoringer.

Mod slutningen af kampen blev Giovanni Simeone spillet fri på kanten af feltet, hvorfra han bragede bolden ind over målmanden til en højst dramatisk sejr.

Efter 16 kampe er Hellas Verona nummer ni, mens Venezia er nummer 16.