Fodbold

Han ikke bare hilste - han hilste på

TV 2 SPORTs fodboldkommentator Flemming Toft skriver ord om Lars Høgh.

“Du er for lille” - alligevel blev han en af de største.

Høgh’en er fløjet. Alt for luftigt i forhold til den jord, hvor begge hans ben altid har været. Alt for tidligt.

Hellere selvhenter end selvglad

Da han ønskede at stå på mål, fik han beskeden, som indleder denne personlige nekrolog.

Han ikke bare hilste - han hilste på. Altid. Frem med den lap, der venligt men bestemt havde afvist så mange afslutninger. Et smil med øjet og et meningsfuldt: “godt, at se dig”. Ikke fra overfladen, men fra hans inderste.

I en trist sammenhæng spoler vi i filmen “Et liv som målmand” og mindes de utallige kampe, de utallige redninger. 817 kampe for samme forening fortæller meget mere end hans målmandskvaliteter - det fortæller om et hjerte for Odense Boldklub.

“Alle siger, jeg har givet OB meget. Men jeg mener helt klart, OB har givet mig mest”.

Armslængder fra en selfie-verden

Det sagde han med de samme ord om familien. Om sine venner. Om alt indenfor rækkevidde.

Indholdet af dette citat er 17 ord, der indkapsler Lars Høgh - armslængder fra en selfie-verden, tæt, tæt på de omgivelser, han hellere ville kramme med.

Mennesket Lars Høgh er jeg ofte stødt på, da vores tidskalender har haft en del relationer. Han som udøvende med handsker og et-tal på ryggen, jeg beskæftiget med pen eller mikrofon. Men det var udenfor vores metier vi fik en snak, der har fået livstid i min erindring.

Altid smilende, altid positiv, altid med “det finder vi u’ a’’, når et mindre dilemma skulle finde en udvej. Mindre, fordi der ikke var store af slagsen i Høgh’ens hoved.

Aldrig med store armbevægelser, undtagen når han stod på mål. Hellere selvhenter end selvglad. Han kunne simpelthen ikke give andre skylden - for noget som helst.

Som da han blev en af to i fokus ved det mål, der i 1986 ved VM i Mexico satte Spanien i gang og sendte Danmark ud af den turnering, som lignede en dansk succes helt til det sidste.

Jeg var der.

Lars Høgh trillede bolden ud til siden til Jesper Olsen, der lå som en slags midlertidig højre back, men ikke fik set sig nok omkring og ikke fik fysik nok i returafleveringen til Høgh. Butrageno smuttede imellem og udlignede Jespers 1-0 mål - og så gik det helt galt. Danmark tabte 1-5.

Jesper Olsen blev udråbt som “synder” fra da af og i historiebøgerne for den aflevering.

Men typisk Lars Høgh, som jeg interviewede til radioen efter kampen….”Havde jeg ikke trillet bolden ud til Jesper, var det aldrig sket”. Han sagde det uden at sige det direkte - “det var faktisk min skyld”.

Det ene af tre fikspunkter i min historie om Lars Høgh - ved siden af de meget mere personlige.

Den anden var den 6. december 1994 i Madrid - OBs mirakel-sejr over Real Madrid i UEFA Cup-turneringen. Og en fantastisk aften med Lars Høgh så smuk som et stjerneskud. Han reagerede bare på alt, hvad fodboldens divaer kom med - inklusive Michael Laudrup, der ofte nød at være i selskab med Lars Høgh, men ikke alene med ham på Estadio Santiago Bernabeu.

Jeg var der.

Og med kontrasternes udråbstegn nogle måneder senere, da det danske landshold spillede King Fahd Cup i Saudi Arabien. På vej mod den endelige triumf i denne turnering for de kontinentale mestre (Danmark for EM 1992).

Mexico’s Luis Garcia forsøgte at nå en aflevering, der dog var tættere på Lars Høgh. Men de bragede sammen, Høgh’en faldt til jorden, hårdt ramt, bevidstløs. Lægekorpset ilede til, chokerede spillere så på, Høgh’en var væk. Og blev båret ud til en ventende ambulance.

Han anede ikke hvad der var sket, da han kom til sig selv - men hans første bemærkning, da han fik fat i omstændighederne: “jeg er klar til finalen”. Det var tre dage senere. Det blev han naturligvis ikke med en voldsom hjernerystelse - men typisk. Mellem sol, måne og stjerner tog han fat i sit livssyn.

Jeg var der.

Med respekt, vemod og nedrullede øjne

Optimismen, det altid positive, omfavnelsen, smilet - og den moustache, der aldrig gjorde ham nøgen, er Lars Høgh, jeg altid vil huske. Ud over målmandsspillet.

Det var ham der uddannede eller fintunede kendte og ukendte mellem stængerne. Hans indflydelse på Kasper Schmeichel har været synlig. Hans virke i diverse klubber og omkring landsholdet har været dedikeret.

Men OB har været Høgh’ens domicil. Standfuglens kendetegn. En menneskealders gensidighed. Fra han var 12 år. Selvom de kom ud af vater i en sen time.

Han holdt kræften ude i strakt arm. Med sin ukuelige vilje. Han har vundet mange kampe undervejs. Men vi ved desværre, hvem der oftest vinder til sidst. Den ulige kamp.

Han har sagt det så mange gange, når vi skiltes. Nu siger jeg det med respekt, vemod og nedrullede øjne:

Farveller.