Fodbold

OB flager på halv, og stadion åbnes for Lars Høgh

Odense Boldklub giver fans mulighed for at mindes Lars Høgh ved at give fri adgang til hans mur foran Odense Stadion.

- I bund og grund stod Lars for alt det, vi gerne vil stå for i vores klub.

Lars Høghs død har ført til sorg i OB, hvor han spillede hele sin aktive karriere og efterfølgende blev sportschef. Det fortæller Jack Jørgensen, der er kommerciel chef i klubben og manden bag Lars Høghs mur foran stadion.

Og netop den mur er der fri adgang til de næste døgn, så alle har mulighed for at mindes klublegenden over dem alle.

- Porten til stadion står åben fra nu og frem til i aften. Det vil den gøre frem til søndag, så der er mulighed for at komme ud og sende en personlig hilsen og sende nogle gode tanker op til Lars, siger Jack Jørgensen til TV 2.

En kærlighedshistorie

Lars Høgh debuterede for OB i 1977, hvor han fik en enkelt kamp i klubbens første mesterskabssæson. I alt spillede Høgh 817 kampe for OB, hvor han siden har været både sportschef og konsulent for målmændene.

Som i ethvert kærlighedsforhold har nogle perioder været bedre end andre, og OB var eksempelvis blandt de sidste til at sende en hilsen, da han blev syg. Men Lars Høgh fortjener at blive både mindet og hyldet:

- Historien om Lars og OB er en historie om stor kærlighed, der har varet ved i mange år. Det er en hård dag for os, men vi er glade for, at mange fans har tilkendegivet deres kærlighed til ham, siger Jack Jørgensen.

- Der findes ikke mange typer som Lars. Så sympatisk og nærværende og nede på jorden. Han mødte altid folk i øjenhøjde, uanset om man var fan eller direktør. Lars var altid den samme, og den optimisme og positivitet, han bar til det sidste, er et dna, vi gerne vil have i OB.

Lars Høgh blev 62 år gammel. Han sov ind efter tre års kræftsygdom, og derfor planlægger OB at mindes ham både ved søndagens pokalkamp og forårets første hjemmekamp i Superligaen.