Ibrahimovic hylder Liverpool-komet - ville have hans trøje
Den svenske fodboldstjerne Zlatan Ibrahimovic har stor respekt for Liverpools Ibrahima Konaté.
Se AC Milan mod Udinese på TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY lørdag klokken 20.45.
Ibrahimovic traskede ud af San Siro med et 2-1-nederlag til Liverpool i bagagen og en gul trøje hængende slapt over skulderen.
Den opmærksomme seer kunne se 5-tallet på ryggen af det gule klæde, hvorfor det måtte være 22-årige Ibrahima Konatés kamptrøje.
Instinktivt ville man måske tænke, at det ikke bare var Konaté, der havde tigget Ibrahimovic om trøjen? Sådan plejer det jo at være. Talentet beder om mesterens trøje. Men nej. Ikke denne gang.
Faktisk var det som om, der var byttet fuldstændige om på rollerne efter tirsdagens Champions League-kamp.
- Jeg bad om at bytte trøje med Liverpool-forsvarsspilleren Konaté, siger Ibrahimovic ifølge Aftonbladet, der citerer journalisten Bolarinwa Olajide.
Men hvorfor ville Ibrahimovic så gerne have den unge komets trøje? Svaret skal findes i Milan-stjernens store respekt for franskmanden.
- Han vandt alle dueller mod mig - både på græsset og i luften. Jeg fortalte ham, at han kommer til at blive en utrolig forsvarsspiller i fremtiden, og at han skal huske mine ord, siger Ibrahimovic.
Ibrahima Konaté kom til Liverpool i sommer fra tyske RB Leipzig. Siden er det blevet til i alt syv optrædener for det engelske storhold.
For Ibrahimovic blev trøjen det eneste, han fik med fra kampen mod Liverpool. Nederlaget betød, at de endte sidst i deres Champions League-pulje, hvorfor de er ude af turneringen.
Lørdag har Ibrahimovic og AC Milan dog mulighed for at revanchere skuffelsen, når de tørner sammen med Udinese i Serie A.
Her kan førerholdet Milan med en sejr sikre sig et forspring på fire point ned til rivalerne fra Inter på andenpladsen.
Kampen kan se på TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY klokken 20.45.
Simon Kjær er fortsat ikke med for Milan, da han er blevet opereret i knæet.