Danske klubber skriver under på Amnestys brev til FIFA
Migrantarbejderes vilkår i Qatar skal forbedres, mener klubberne i Superligaen og 1. division.
De 24 fodboldklubber fra de to bedste rækker i Danmark har skrevet under på et åbent brev, som menneskerettighedsorganisationen Amnesty International har skrevet til Det Internationale Fodboldforbund (FIFA).
Det skriver Divisionsforeningen, sammenslutningen af klubber, i en pressemeddelelse.
I brevet sætter Amnesty endnu en gang fokus på, at migrantarbejderne i Qatar skal behandles ordentligt.
Mere konkret kræves det, at FIFA lægger pres på værten for næste års VM-slutrunde i fodbold.
- Det er umuligt ikke at være enig med Amnestys opfordring til FIFA, og derfor ønsker de 24 klubber i 3F Superliga og NordicBet Liga at bakke op om appellen, siger formand for Divisionsforeningen Thomas Christensen.
- Selv om VM ikke er en turnering, som de danske klubber er direkte involveret i - og FIFA ikke er en forening, vi er medlem af - så ønsker dansk professionel klubfodbold at bakke op om budskabet og være med til at sende et signal til FIFA om at sikre ordentlige forhold for migrantarbejdere nu og i fremtiden.
- Der er sket fremskridt
Dansk Boldspil-Union (DBU) har også i flere omgange lagt pres på Qatar for at forbedre vilkårene for migrantarbejderne.
For nylig var DBU-direktør Jakob Jensen på besøg hos VM-værten, og han så stadig behov for forbedringer.
- Der er stadig behov for et gearskift i indsatsen på en lang række områder, sådan at rettighedsoverholdelsen forbedres, reformerne implementeres, og initiativerne bliver til noget, som Amnesty International også har påpeget.
- Men jeg skylder at sige, at der også er sket fremskridt, sagde DBU-direktøren.
Han henviste blandt andet til et møde med en migrantarbejder, der fortalte, at hans løn de seneste år er blevet firedoblet.
Under VM-kvalifikationen bar Danmarks landshold t-shirts med teksten "football supports change" (fodbold støtter forandringer) forud for kampene i marts mod Moldova og Østrig som en markering over for Qatar.