VM fodbold

Nadim har ikke været udsendt for DBU, siger direktør

DBU vil ikke associeres med Nadia Nadims tur til Qatar for nylig, som har mødt kritik, siger Jakob Jensen.

Dansk Boldspil-Union (DBU) vil ikke sættes i forbindelse med Nadia Nadims tur til Qatar for nylig.

Her besøgte den danske fodboldprofil sammen med blandt andre David Beckham turneringen Arab Cup og var også forbi, hvad der beskrives som et evakueringscenter for afghanske flygtninge, hvor piger spiller fodbold.

Jeg aner ikke, hvad hun har foretaget sig dernede. Det må I spørge Nadia Nadim om. Hun har ikke været udsendt for DBU

Jakob Jensen, direktør i DBU

Besøget har udløst kritik af Nadim, som med sin deltagelse ifølge flere er med til at promovere Qatar og male et skønmaleri af forholdene i landet, som i lang tid har været under massiv kritik for at have dårlige menneskerettighedsforhold.

Mindst 6500 migrantarbejdere menes at have mistet livet i Qatar i løbet af de seneste år. Blandt andet i forbindelse med forberedelserne til næste års VM-slutrunde i fodbold.

DBU har op til VM blandt andet arbejdet på at få migrantarbejderes rettigheder i Qatar forbedret, og direktør Jakob Jensen understreger, at Nadia Nadims besøg i landet – som ikke var i DBU-regi – ikke ændrer på det.

- Vi i DBU er imod, at VM skal være i Qatar. Vi arbejder for at skabe forandringer i Qatar, så migrantarbejderes rettigheder kan blive forbedret, og vi kan konstatere, at forbedringerne er undervejs. Jeg har selv lige været dernede.

- Så Nadia Nadims tur til Qatar ændrer ikke noget på DBU's holdning, og hvor meget vi arbejder på at skabe forandringer dernede.

- Jeg har ikke haft mulighed for at snakke med Nadia Nadim, efter hun har været i Qatar. Jeg aner ikke, hvad hun har foretaget sig dernede. Det må I spørge Nadia Nadim om. Hun har ikke været udsendt for DBU, siger Jakob Jensen.

DBU er meget klar og kritisk over for Qatar

Styret i Qatar har tætte bånd til Taliban, som tidligere på året overtog magten i Afghanistan, og den forbindelse har også fået flere til at undre sig over Nadia Nadims besøg. Som barn flygtede Nadim fra Afghanistan til Danmark, efter at Taliban havde slået hendes far ihjel.

I en video, som Nadim har delt på sociale medier, roser hun Qatar for at hjælpe folk i nød, efter at landet i forbindelse med Talibans magtovertagelse i Afghanistan tidligere på året har taget imod flygtninge.

Det kan måske være svært for nogen at gennemskue, at Nadia Nadim på sit besøg ikke repræsenterer dansk fodbold. Hvad synes I om de ting, hun siger?

- I må spørge Nadia Nadim, hvad hun mener med de ting, hun siger i videoen, og hvad hun har oplevet.

- Jeg repræsenterer DBU i den dialog, der er med Qatar, og den er meget klar og kritisk over for, hvad der foregår dernede. Det er en linje, vi kommer til at fortsætte.

- Nadia Nadim har i sin fritid – uden det har været i DBU-regi – været i Qatar, og det må I tale med hende om, siger DBU-direktøren.

TV 2 SPORT har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Nadia Nadim. Til Ritzau fortæller hendes agent, Michael Kallbäck, at hverken han eller Nadim har nogen kommentar til kritikken og besøget.

Den danske afdeling af Amnesty International, som gennem mange år har gjort opmærksom på de kritiske forhold i Qatar, vil ikke udtale sig om Nadia Nadims besøg i landet, da man ikke tager stilling til, hvad privatpersoner foretager sig, lyder det fra pressechef Malene Haakansson.