VM fodbold

"Ekstremt skuffet" Nadia Nadim svarer kritikere igen efter Qatar-besøg

Nadia Nadim står ved sin beslutning og er skuffet over måden, hendes besøg til Qatar er blevet modtaget på.

En uge skulle der gå, før den danske landsholdsspiller forklarer og forsvarer besøget til Qatar, hvor hun blev beskyldt for at male et glansbillede af landet inden det forestående VM i herrefodbold til december næste år.

I et længere statement på sin Instagram afviser hun at have været med til at glorificere landet, der er blevet voldsomt kritiseret blandt andet på grund af elendige forhold for migrantarbejdere og spørgsmål om menneskerettigheder.

- Det er ekstremt skuffende at læse og høre om folk, der fordømmer mine handlinger, skriver hun blandt andet.

Hun forklarer, at hun tog til ørkenstaten i forbindelse med en kontrol af en operation, hun fik foretaget i september, og at hun i den forbindelse besøgte et afghansk flygtningecenter.

- Jeg brugte tid med børn, som voksede op under samme vilkår som mig, som er blevet adskilt fra deres familier og som vil leve med glæde i livet. De er nu i et sikkert sted, og det var en meget meningsfuld oplevelse for mig at bruge tid med dem, skriver hun.

Modtog hård kritik, som preller af på hende

Hun fik markant kritik for besøget og for den måde, hun fremstillede landet på. Her lod hun sig fotografere med blandt andre fodboldlegenden David Beckham ved FIFA Arab Cup i Qatar, hvor hun var en af flere såkaldte "stjernegæster".

I en video fra Twitter-siden SC News, som leverer nyheder om mesterskabet i Qatar, udtalte hun følgende:

- Jeg er meget positiv over det, der sker her, og jeg er også taknemmelig. For mig handler det om at hjælpe mennesker i nød, og det gør det helt sikkert også i Qatar. Og det er noget, mennesker bør anerkende.

På hendes Twitter-opslag 17. december påpegede flere det paradoksale i, at Nadim er med til at promovere et land, der har tætte bånd med Taliban. Hun flygtede for flere år siden til Danmark, fordi talibanerne dræbte hendes far.

I sit statement skriver hun, at kritikken ikke rører hende.

TV 2 SPORT har siden opslaget for en uge siden forgæves forsøgt at få en kommentar fra Nadia Nadim

Intet om VM i Qatar

I hendes statement står der ikke et ord om det omdiskuterede VM i herrefodbold Qatar, der spilles om et lille år.

Hun tager dog Qatar i forsvar. Hun mener ikke, det er fair, at Qatar udelukkende fremstilles negativt.

- Når Qatar gør noget godt, er det propaganda, og al dårligdom er realiteten. Virkeligheden, som jeg har taget mig tid til at studere og forstå, er mere kompliceret, skriver hun og tilføjer senere:

- Er jeg enig i alt? Nej. Jeg tror på at være en del af fremskridt og forandring. Jeg ved, at jeg med min historie, viden og mit sociale kendskab kan spille en positiv rolle i yderligere fremskridt.

Vægter integritet over penge

Hun afviser at have modtaget penge for opslaget på Twitter, hvor hun blandt andet bruger hashtagget ’Qatar2022’.

- Alle, der kender mig, ved, at mine handlinger er baseret på integritet frem for penge. Jeg har afvist store pengebeløb fra potentielle partnere, fordi det ikke appellerer til mig. Jeg læser, stiller spørgsmål, studerer, og jeg gør op med mig selv. Hvis jeg føler, at jeg kan gøre noget positivt for at hjælpe til fremskridt, gør jeg det.

Hun runder statementet urokkeligt af:

- Jeg er meget sikker på min beslutning, og nu fokuserer jeg på at afslutte mine eksaminer de næste uger, og efter det vil jeg være tilgængelig.