LaLigas mindste fort har gjort oprykker til tophold
Rayo Vallecano har haft en af Europas stærkeste hjemmebaner i sæsonen. Det har sendt holdet ind i topstrid.
Den lille Madrid-klub Rayo Vallecano har i et par årtier været symbolet på en elevatorklub i spansk fodbold. Otte gange siden 1977 er holdet rykket ned fra La Liga, men er hver gang kommet tilbage igen.
I denne sæson, hvor holdet nok en gang er oprykker, er der dog intet, som tyder på, at en nedrykning kan komme på tale. Det skyldes især klubbens lille "fort" Campo de Fútbol de Vallecas.
Hjemmebanen for arbejderklubben har en kapacitet på blot 14.700 tilskuere. Det gør den til ligaens mindste. Faktisk har kun Spezia og Venezia i Serie A samt Clermont i den franske Ligue 1 mindre hjemmebaner i Europas fem største ligaer.
Men hverken de små kår eller coronarestriktioner i forhold til tilskuerantal har kunnet forhindre Rayo Vallecano i at gøre det beskedne stadion til et uindtageligt fort for modstanderne i denne sæson.
Holdet har ligaens bedste hjemmebanestatistik med otte sejre. Kun Celta Vigo er sluppet derfra med point efter 0-0 i starten af november.
På trods af, at man kun har hentet sølle fem point i ni udekampe, rækker de samlede 30 point til en øjeblikkelig placering som nummer fire i tabellen foran giganter som Atlético Madrid, FC Barcelona og Valencia.
Landede aftale med målræv
Blandt andre Barcelona er blevet nedlagt på græstæppet i Madrids arbejderkvarter, hvor også lokalrivalerne fra Getafe har måttet se sig slået.
Kun tre mål er sluppet ind på holdet i de ni kampe i egen hule, mens 19 er blevet sendt ind i modsatte ende.
En af dem, som har sparket Rayo mod sejre, er den colombianske veteranspids Radamel Falcao. I de afsluttende timer af sommerens transfervindue lykkedes det den lille oprykkerklub at lande en aftale med Falcao.
- Det skete alt sammen meget hurtigt i de sidste timer (af transfervinduet, red.). Da aftalen faldt på plads, sommerens sidste handel, var det svært at fatte, sagde klubbens unge cheftræner Andoni Iraola til sportsavisen Marca kort efter.
Og den 39-årige tidligere Athletic Bilbao-back, som nu står i spidsen for Rayo, fik valuta for pengene hurtigt.
Den blot fire år yngre angriber med tidligere klubadresser som Atlético Madrid, Monaco, Manchester United, Chelsea og Galatasaray leverede fra start. Han scorede i sine tre første kampe i ligaen.
Han er delt topscorer for holdet med fem mål i ligaen i ti kampe. Faktisk har han kun skullet bruge i gennemsnit 70 minutters spilletid per mål.
Falcao er det klart største navn i den lille oprykkerklubs trup, der med en gennemsnitsalder på næsten 27 år har masser af rutine.
Men i stedet for at rutinen skal anvendes til at sikre point i en overlevelseskamp i bunden af rækken, skal den nu bruges i kampen om europæiske pladser i toppen.
Rayo Vallecanos næste kamp er efter nytår, hvor statistikken dog taler for, at det ikke bliver til sejr. Holdet gæster lokalrivalerne fra Atlético Madrid 2. januar.