Lukaku gjorde forskellen i Chelsea-sejr
Romelu Lukaku kom ind efter pausen og skulle blot bruge ti minutter på at blive matchvinder mod Aston Villa.
Chelsea hentede søndag en tiltrængt sejr i jagten på førerholdet Manchester City i Premier League.
Efter to uafgjorte kampe mod Everton og Wolverhampton kom manager Thomas Tuchels mandskab tilbage på sporet med en 3-1-sejr ude over formstærke Aston Villa.
Romelu Lukaku gjorde den helt store forskel for Chelsea, da han blev sendt på banen efter pausen.
Belgieren scorede ti minutter senere det afgørende mål til 2-1, og i overtiden fremtvang Lukaku det straffespark, der gjorde Jorginho til dobbelt målscorer - begge mål fra straffesparkspletten.
Aston Villa, der var uden den coronaramte manager Steven Gerrard på bænken, startede kampen bedst.
Den første halve time bød på flere direkte kontraangreb til Aston Villa, der gang på gang overrumplede Chelsea, der dog holdt stand i 28 minutter, indtil værterne bragte sig i front.
Et indlæg blev uheldigt snittet videre med issen af Chelseas Reece James og dalede ind i Chelsea-målet bag keeper Edouard Mendy.
1-0-føringen til Aston Villa blev dog udlignet kort efter, da hjemmeholdets Matty Cash begik et unødvendigt straffespark et ufarligt sted tæt på baglinjen. Fra pletten gjorde Jorginho det sikkert til 1-1.
Straks fra anden halvlegs start satte Chelsea angriberen Romelu Lukaku på banen, og det skulle få stor betydning.
Belgieren var startet på bænken, efter at han på det seneste har været ukampdygtig på grund af coronasmitte.
Gæsterne belejrede Aston Villa-feltet, og efter ti minutter på banen havde Lukaku headet Chelsea foran med 2-1. Angriberen løb foran sin oppasser og dirigerede et indlæg i mål.
På det tidspunkt var danske Andreas Christensen netop kommet på banen for Chelsea i stedet for Thiago Silva.
Midterforsvareren har tøvet med at forlænge sin kontrakt i Chelsea, hvilket er gået ud over spilletiden. Forud for søndagens kamp var han desuden meldt tvivlsom på grund af rygsmerter.
I overtiden sled Lukaku sig fri i et kontraangreb, og blev nedlagt i feltet, så Jorginho på sit andet straffespark i kampen kunne cementere sejren til Chelsea.
Manchester City topper Premier League med 47 point med Liverpool og Chelsea lige bag sig med hver 41 point. Liverpool har dog spillet en kamp færre end de to øvrige tophold.