Lang samtale med chefen - United-angriber vil væk

26-årige Anthony Martial har et ønske om at skifte væk fra Manchester United efter seks et halvt år i klubben.

Sølle to minutter på banen mod Arsenal i starten af december.

Det var udbyttet af Anthony Martials seneste optræden for Manchester United, og det kan meget vel blive hans sidste.

Op til jul luftede angriberens agent en utilfredshed fra franskmandens side omkring manglende spilletid, og nu bekræfter Manchester Uniteds midlertidige manager, Ralf Rangnick, at Martial vil væk.

- Vi havde en lang snak i onsdags. Han (Martial, red.) forklarede mig, at han nu har været i Manchester United i syv år, og han føler, det er det rigtige tidspunkt at komme et andet sted hen, siger Rangnick ifølge Sky Sports.

Mere tid på bænken end på banen

Den tyske manager slår fast, at han har forståelse for Martials ønske, selvom han dog godt kunne bruge franskmanden, da klubben står i en udfordrende situation, hvor de fortsat er med i tre turneringer, ligesom coronapandemien stadig presser på.

Senest har United fået aflyst tre kampe og har ikke været i aktion siden 11. december, hvor de vandt 1-0 på udebane mod Norwich.

I den kamp sad Anthony Martial på tribunen med en knæskade, og det har generelt været småt med spilletid for franskmanden i denne sæson. I 16 Premier League-kampe er han startet inde to gange, mens han fem gange er blevet skiftet ind.

Heller ikke i Champions League har han været særlig meget på banen. I første gruppekamp fik han få minutter på banen mod Young Boys, mens han startede inde og spillede 66 minutter imod Villareal i femte gruppekamp. I de resterende fire kampe kom han ikke i spil.

Ingen klubber har budt på Martial

Næste problem for Anthony Martial er lige nu, at ingen klubber har vist interesse for ham, fortæller Ralf Rangnick. Og manageren tilføjer samtidig, at et eventuelt skifte ikke kun skal være interessant for Martial, men at det også skal være i Uniteds interesse.

- Hvad jeg har hørt, har der indtil videre ikke været noget bud fra nogen anden klub. Så længe det er sagen, bliver han.

Anthony Martial blev verdens dyreste teenager, da han i sensommeren 2015 skiftede fra Monaco til Manchester.

I sin tid i United er han indtil videre noteret for 79 scoringer i 268 kampe på tværs af alle turneringer.