Fodbold

Britiske medier hylder Schmeichel

Den danske målmand var særdeles kampafgørende, da han og Leicester besejrede Liverpool 1-0 tirsdag aften.

Mohamed Salah havde muligheden på straffespark. Men Kasper Schmeichel tog den.

Salah fik en ny stor chance i feltet, Jordan Henderson det samme, og i slutminutterne kom Virgil van Dijk også frem til en god skudmulighed. Men Schmeichel afviste dem alle.

Den danske landsholdsmålmand var i høj grad medvirkende til, at Leicester City sikrede tre overraskende point i tirsdagens Premier League-kamp mod Liverpool.

Og hvis jublen over 1-0-sejren og den fornemme personlige præstation ikke var nok for Schmeichel, kan han passende slå op i de britiske aviser onsdag morgen. Her er der nemlig store roser til den danske målmand.

Sky Sports:

- Det var en heroisk indsats fra Leicester-kaptajnen.

- Salahs straffespark i første halvleg blev reddet af den brillante Kasper Schmeichel, skriver de blandt andet og tildeler ham ni ud af ti mulige point som kampens spiller.

Daily Mail:

- Målmanden, der var kampens bedste spiller for Leicester i onsdagens sejr, leverede nogle afgørende redninger.

- Og momentet, hvor han afviste Salah fra straffesparkspletten, føltes som et vendepunkt i kampen, skriver de.

The Sun:

- Kampens spiller Kasper Schmeichel stak sin fod ud for på en eller anden måde at redde den.

- Den danske keeper leverede aftenens bedste redning, da han på spektakulær vis afviste Salah efter et defensivt klumpspil, skriver de.

BBC:

Kasper Schmeichel bliver også af BBC kåret som kampens spiller med en vurdering på 8.7 for sin optræden.

Leicester-manager Brendan Rodgers delte også ud af de positive ord om Schmeichel efter opgøret:

- Kasper Schmeichel er en top-målmand – en af de bedste i Europa. Det er dét, Kasper er kendt for. Da vi havde brug for ham, var han der. Vi havde brug for et skub. Vi havde brug for tilskuerne. En fantastisk atmosfære, siger Rodgers ifølge TEAMtalk.

Havde ikke læst ekstra op på Salah

Der var altså masser af flotte ord tilovers for den 35-årige danske målvogter.

Men selv var han ikke meget for at pege pilen i retning af sig selv, da han efter opgøret skulle sætte ord på sejren.

- Det er en helt igennem fornøjelig sejr. Nu skal vi bare restituere og komme videre. Vi arbejder så hårdt på alle aspekter af vores spil. Vi havde en smule held med os i dag, og forhåbentligt kan det være med til at kickstarte os, siger Schmeichel ifølge BBC.

Samtidig svarer han på, hvorvidt han havde studeret Mo Salahs straffespark op til kampen:

- Slet ikke. Jeg havde en fornemmelse, som jeg gik med, lød det fra Schmeichel

Med tirsdagens sejr ligger Leicester på en foreløbig niendeplads i Premier League. Liverpool ligger nummer to – seks point efter Manchester City på førstepladsen.