Fodbold

Hvordan kan Barcelona bruge millioner, når de skylder milliarder?

Et enormt lån og en specielt konstrueret kontrakt giver Barcelona muligheden for at købe Ferran Torres for op mod 500 millioner kroner.

Hvordan kan Barcelona bruge tæt på 500 millioner kroner på en spiller, når klubben er i gæld til op over begge ører?

Spørgsmålet er oplagt, men svaret er noget mere kringlet.

Man kan lidt dele den bemærkelsesværdige handel op i to punkter: transfersummen og lønnen – begge har været en udfordring for Barcelona.

Hvis man begynder med at kigge på transfersummen, der lyder på 400 millioner kroner plus 75 millioner kroner i mulige bonusser, kommer første udfordring.

For Barcelona befinder sig i en økonomisk krise, der ikke er set tidligere, og klubben står med en voldsom gæld. Tilbage i marts fortalte klubbens økonomiske vicepræsident, Eduard Romeu, at gælden oversteg en milliard euro.

I sommer kom der så en livline til klubben, for den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs lånte intet mindre end 508 millioner euro til den spanske storklub, der skal betale lånet af over 35 år.

Det har givet en økonomisk ballast til klubben, der gør, at det har været muligt at investere de knap 500 millioner kroner i Ferran Torres.

Lønnen har været en kæmpe udfordring

Hvad der straks har været en væsentlig større udfordring for Barcelona, er lønudgifterne forbundet med købet.

For til denne sæson er klubbens maksimale lønbudget faldet markant. LaLiga har nemlig regler for, hvor mange penge hver klub maksimalt må bruge på lønninger. Det beregnes blandt andet ud fra udviklingen i en klubs omsætning og størrelsen på klubbens gæld. Lønbudgetterne bliver opdateret hver sæson.

Barcelona havde – primært grundet coronapandemien – en frygtelig seneste sæson, og det har haft den konsekvens, at klubbens maksimale lønbudget er faldet med næsten 75 procent til denne sæson. FC Barcelona har 98 millioner euro (cirka 730 millioner kroner) til rådighed til at aflønne spillere, trænere og øvrig stab. I sidste sæson havde klubben 382 millioner euro (cirka 2,86 milliarder kroner).

Den markante nedgang har haft stor betydning for Barcelonas muligheder for at købe spillere. Blandt andet måtte flere af klubbens spillere acceptere en lønnedgang, da Sergio Agüero i sommer blev præsenteret i klubben.

Men da Agüero nu har måttet indstille karrieren grundet hjerteproblemer, har han frigivet en stor pose lønkroner til Barcelona, som man skulle tro kunne blive brugt på Ferran Torres.

Men fordi Barcelona lige nu overskrider deres maksimale lønbudget, er klubben blevet ramt af yderligere restriktioner fra ligaen. Nu er det nemlig kun 25 procent af de frigivne løn- og transferkroner, klubben må bruge på nye spillere. Resten skal bruges til at afbetale gæld. Dermed er det kun en fjerdedel af de frigivne lønkroner fra Agüero, der kan bruges til at aflønne Ferran Torres.

En særlig kontrakt

Derfor har Barcelona, ifølge Goal, været nødsaget til at lave en meget specifik kontrakt med Ferran Torres. Det spanske stortalent modtager nemlig en ekstremt lav løn i resten af denne sæson, så Barcelona ikke overskrider deres maksimale lønloft yderligere. Fra sommer af vil lønnen til Ferran Torres så stige markant.

For at få bedre kontrol over klubbens økonomiske situation er der meget, der tyder på, at Barcelona i det kommende transfervindue vil forsøge at skille sig af med flere af klubbens mest løntunge spillere. Blandt andet tyder meget på, at brasilianske Philippe Coutinho er færdig i storklubben.

Flere medier spekulerer også i, om Barcelona er nødsaget til at sælge spillere, før de får lov til at registrere Ferran Torres i LaLiga.

Ferran Torres har underskrevet en femårig kontrakt med FC Barcelona.