Fodbold

Barca deler opløftende Braithwaite-video

Der var dansk deltagelse, da Barcelona onsdag forberedte sig til 2022's første LaLiga-kamp.

Ved onsdagens Barcelona-træning var det ikke til at se, at Martin Braithwaite for fire måneder siden blev alvorligt knæskadet og siden er blevet opereret.

Her deltog han sammen med et decimeret Barcelona-mandskab, hvor han i en video fra klubben ses accelerere og træne med bold. Han har tilmed fået mere hår på hovedet.

Der er tydelige fremskridt at spore, og det går i spænd med det, han udtalte til TV 2 SPORT for godt to måneder siden. Her fortalte han, at han havde et par måneder endnu af sin længste skade nogensinde. En skade, han forsøgte at vende til sin fordel.

- Jeg lærer en masse ting om mig selv – både som menneske og spiller – i den her periode, og det gør også, at den Martin Braithwaite, der blev skadet, er død, når jeg kommer tilbage. Det er en ny spiller, der kommer tilbage. Jeg glæder mig rigtig meget, og jeg går og smiler hver dag over det, sagde Braithwaite til TV 2 SPORT 25. oktober.

Meget er sket siden skaden

Martin Braithwaite er blevet opereret i sit venstre knæ efter skaden mod Getafe for fire måneder siden. Under sit skadesforløb er der sket meget på Barcelona-mandskabet, hvor træner Ronald Koeman er byttet ud med Xavi.

Barcelona kunne godt have brug for en frisk dansker. Deres hold er nemlig yderst decimeret på grund af coronasmitteudbrud samt skader.

Avisen SPORT har lavet en optælling, og her fremgår det, at klubben må se bort fra 15 spillere til LaLiga-kampen mod Mallorca på søndag.

Lige nu er Martin Braithwaite ramt af en længerevarende knæskade, men han besøgte kort TV 2-studiet i pausen. Video: Caroline Tarrasson