Guardiola roser danskerhold

Brentford med Thomas Frank i spidsen tabte knebent 1-0 i onsdagens Premier League-kamp mod Manchester City.

Med tre danskere i startopstillingen og en enkelt som indskifter leverede Brentford en tæt på fejlfri Premier League-kamp onsdag aften.

Og havde det ikke været, fordi modstanderen hed Manchester City, kunne det formentlig sagtens være endt med tre point.

En sådan præstation går ikke ubemærket hen i det engelske, og nu modtager oprykkerne, der har danske Thomas Frank i trænersædet, store roser fra modstandernes manager Pep Guardiola.

- Vi kan ikke spille bedre, end vi gjorde, når de spiller på den her måde. De pressede højt, og de gjorde det svært at bygge spillet op for os.

- De forsvarer virkelig dybt, og de er utroligt velorganiserede. De giver dig lov til at gå på siden, men ikke ind i midten. Der er ingen plads. Når modstanderne forsvarer på den måde, skal man virkelig være tålmodig, siger Guardiola ifølge BBC.

Manchester City vandt 1-0 på mål af Phil Foden.

"Det er et privilegium"

Brentford, der rykkede op i Premier League i sommer, har fået en god start på tilværelsen i den bedste række, hvor de lige nu ligger nummer 14.

Og for Thomas Frank personligt er han nu allerede deroppe, hvor han med sine taktiske egenskaber og fodboldmæssige strategier kan imponere en af de største trænere i moderne fodbold.

Frank selv var da også enig i, at det defensive sad lige i skabet.

- Første halvleg var i mine øjne et pragteksempel på godt forsvarsspil. Vi giver dem i og for sig ikke en chance - ud over den, de scorer på, siger Thomas Frank til klubbens hjemmeside.

Samtidig sætter han ord på, hvad den store succes betyder for ham.

- At være en del af denne fantastiske rejse er et privilegium. Jeg er stolt af at være en del af den her klub med dens fantastiske personale og de fantastiske fans. Jeg håber, de er stolte, og at de får et fantastisk måltid nytårsaften med god champagne og vin, eller hvad de nu drikker, siger Thomas Frank.

I kampen mod Manchester City var både Mads Roerslev, Mads Bech Sørensen, Mads Bidstrup og Mathias Jensen på banen for Brentford.