Mere corona i Barca – nu er ti smittet
Det kan godt ende med at blive et decimeret Barcelona-hold, der tager turen til Mallorca på søndag.
Cheftræner Xavis første opgave i det nye år bliver særdeles vanskelig.
Ikke fordi FC Barcelona har svært ved at finde rytmen, men på grund af et coronaudbrud, der torsdag har ramt yderligere tre spillere. Det drejer sig om Sergino Dest, Philippe Coutinho og Ez Abde. Det skriver klubben på Twitter.
De tre spillere er alle ved godt helbred og er sendt i isolation.
Det sender nu totalen af coronasmittede i klubben op på ti styk. Barcelona spiller udekamp mod Mallorca i LaLiga på søndag.
Onsdag blev Gavi, Samuel Umtiti og Ousmane Dembélé testet positive for virussen. Tirsdag var det Jordi Alba og Alejandro Balde, mens det mandag gik ud over Dani Alves og Clément Lenglet.
Barcelona har haft store problemer i dette kalenderår og går ind i det nye år som nummer syv i ligaen med 18 point op til Real Madrid på førstepladsen.
Atletico Madrid også ramt
Hårdt ramt er også Atlético Madrid. De forsvarende mestre har torsdag registreret fem smittetilfælde - blandt andre cheftræner Diego Simeone.
Og på spillersiden er det også nogle store navne, der er sendt hjem i isolation.
Anfører Koke, angriberne Antoine Griezmann og João Félix samt midtbanespilleren Hector Herrera har alle afleveret positive coronatest.
Om spillerne når at blive klar til næste kamp, er usikkert. Både Barcelona og Atlético Madrid skal spille 2. januar.