Endelig lysner det for Braithwaite - forventes tilbage i stor rolle

I FC Barcelona forventer de, at Martin Braithwaite er tilbage i fuld træning i løbet af januar efter en længerevarende knæskade.

De sidste knap fire måneder af 2021 blev langt fra, hvad Martin Braithwaite havde håbet på.

Dog tyder meget på, at den danske landsholdsspiller får en fantastisk start på det nye år, efter han i september blev opereret for en skade i knæet og måtte sige tak for i år i fodboldmæssig forstand.

Onsdag kunne FC Barcelona så glæde deres mange følgere på Twitter med en opløftende video, der viser den tidligere Leganés-spiller tilbage på træningsbanen i fuld færd med individuelle øvelser i højt tempo og med bolden ved sine fødder.

Men det varer ikke længe, inden Braithwaite kan skifte den til tider ensomme træning ud med øvelser sammen med resten af holdet. Det fortæller FC Barcelonas pressechef, Xavier Alegria, til TV 2 SPORT.

- Martin har det godt, og det går fuldstændig som det skal. Hans genoptræning skrider planmæssigt fremad.

- Vi forventer, han er klar til at træne fuldt med sammen med resten af truppen igen fra januar af. Hvornår han er kampklar igen? Det er lidt sværere at sætte et præcist tidspunkt på.

I en nytårshilsen på Twitter fortæller Martin Braithwaite, at der kommer til at være masser af jubelscener fra ham i 2022, hvor han og landsholdet "går efter VM."

Redaktør forventer masser af spilletid til Braithwaite

Under alle omstændigheder er det glædeligt nyt. Ikke bare for Martin Braithwaite selv, der undervejs i sit skadesforløb har høstet store roser for sin dedikation til genoptræningen, men i lige så høj grad for den trængte storklub, der leder med lys og lygte efter spillere med mål i støvlerne.

Ti af dem har den danske angriber leveret i løbet af sin tid i Cataloniens hovedstad. Ikke en syndflod set i lyset af de 56 kampe for Blaugrana, men når den danske landsholdsspiller igen er tilbage i fuld vigør og klar til spilletid, så skal han nok få chancen for at bevise sit værd og forbedre sit målsnit.

Det er i hvert fald forventningen hos Jordi Gil, der er redaktør på avisen Sport, som følger stort og småt i FC Barcelona.

- Vi ved, at Xavi har et godt øje til Braithwaite af flere årsager. Dels fordi han kan bruges på flere forskellige positioner i angrebet. Derudover kan han bidrage med meget af det, som Xavi gerne vil praktisere på holdet, siger redaktøren til TV 2 SPORT.

- Han har farten og det hårde arbejde. Han kan være med til at styre det høje pres, som holdet gerne vil sætte sine modstandere under. Derudover har han en jernvilje og god fysik.

Alle de ingredienser får danskeren brug for, så han kan overbevise Barcelonas forholdsvis nye cheftræner om, at han ikke bare er en midlertidig brik i puslespillet, men at Xavi også kan regne med ham i den videre genopbygning af den nu falmende storklub.

- Meget kommer selvfølgelig til at afhænge af, hvordan Braithwaite gør det, når han kommer tilbage. Jeg vil dog sige, at snakken om ham fortsat er positiv her (i Catalonien, red.), og han er ikke blandt de dyreste spillere i truppen, så jeg vil ikke være overrasket, hvis han får mere end et halvt år under Xavi, lyder det ligeledes fra Jordi Gil.

Nyt indkøb kan besværliggøre vejen til banen

Indtil videre har Martin Braithwaite ikke fået et eneste minut under Xavis ledelse. Det har knæskaden umuliggjort.

Og selvom det problem nu ikke kan forhindre danskeren i spilletid så meget længere, så er alt ikke rosenrødt. Braithwaite har nemlig fået en ny udfordring i jagten på spilletid.

Udfordringen er spansk, 21 år og hedder Ferran Torres. Landsholdsspiller netop købt for mange millioner i Manchester City.

- Torres' tilgang er en streg i regningen for Braithwaite, lyder det fra TV 2 SPORTs fodboldekspert Mads Junker.

- Han kan mange af de samme ting som Braithwaite. God i presspillet, kan spille på begge fløje og kan samtidig løbe dybt. Og så er han et Xavi-indkøb. Det må alt andet end lige betyde, at han står foran danskeren i køen til spilletid. Så det er svært at se, det skulle være en udpræget fordel, at Ferran Torres er kommet ind ad døren i stedet for Agüero, der jo har stoppet karrieren.

Det til trods vil Mads Junker på ingen måde afskrive danskerens mulighed for succes under Xavi.

- Jeg tror da, at Xavi kan se en rigtig god holdspiller i Braithwaite. Han kan true i dybden, når de får brug for det, og så er han en dygtig presspiller. Det var meget af det, Koeman også fandt attraktivt.

- Men hvor han reelt står i Xavis planer, det har vi jo fortsat til gode at se. Det er vel kun Xavi, der rigtig ved det.

Barcelona starter det nye år med en tur til ferieøen Mallorca. Du kan se deres kamp på TV 2 SPORT X søndag den 2. januar fra klokken 20.30.