Fodbold

Eriksen kan give landsholdet et ordentligt boost, siger Hjulmand

Det har været vigtigt for Hjulmand at holde tiden efter Eriksens hjertestop privat for spilleren. Men landstræneren glæder sig til at se ham tilbage.

Landstræner Kasper Hjulmand ser frem til at tage mod fodboldspiller Christian Eriksen på landsholdet, når han er klar til at komme på banen igen.

Det siger han til DR efter, at Christian Eriksen har meldt ud, at han vil med til VM i Qatar.

- Han er en af vores allermest betydningsfulde spillere på holdet. Christian er en topspiller og en topperson, så det ville give et ordentligt boost (til landsholdet, red.), siger Kasper Hjulmand til DRs TV-Avisen.

- Det ville være fantastisk for alle hold, der har Christian Eriksen på banen i topform. Så har man en spiller, der er på højeste niveau.

Kasper Hjulmand fortæller, at han har været i løbende dialog med Christian Eriksen og har fulgt med i hans træningsforløb.

Snubletråde undervejs

Det vigtigste for landstræneren er, at Eriksen har været afklaret om at komme tilbage på banen. Også selvom der har været "snubletråde undervejs", som Hjulmand siger.

Samtidig har han været meget opmærksom på, at processen har været privat.

Kasper Hjulmand glæder sig til at se Christian Eriksen på landsholdet igen, siger han.

Første interview

Under EM i sommer faldt Christian Eriksen om på banen under kampen mod Finland i Parken. Efterfølgende har han ikke spillet kampe, og det er nu første gang, han stiller op til interview efter sit kollaps.

Og han kommer til at fortsætte sin fodboldkarriere, og det helt store mål er at være på holdkortet, når der er VM i Qatar senere i år.

Det fortæller han til DR i et stort interview.

- Mit mål er at komme til VM i Qatar. Jeg vil med. Og det har hele tiden været mit mindset. Det er et mål og en drøm, hvis det hele går, som det skal. Jeg kan komme tilbage, siger han.

- For det første føler jeg ikke, der er sket noget, for min krop har det fint. Den er ved at være i rigtig fin form igen. Der er lang tid til, så indtil da handler det bare om at spille fodbold og vise, man kan ramme samme niveau igen, siger han i en video, han har delt på sin Instagram.

Skal først finde klub

For at Christian Eriksen kan komme med landsholdet til VM, skal han finde en klub først.

Lige nu er han uden en arbejdsgiver, fordi hans kontrakt i italienske Inter blev ophævet i december.

I Italien er det således ikke muligt at blive godkendt som professionel sportsudøver, hvis man har en pacemaker som den, Christian Eriksen fik indopereret

Hvor han ender, tør han endnu ikke spå om, men han vil tage beslutningen sammen med sin familie, når han har sine muligheder på det rene.

Han slår desuden fast, at han ikke frygter at falde om med et nyt hjertestop.