Fodbold

Ekspert udpeger fem oplagte klubber til Eriksen

Fodboldekspert Mads Junker peger på tidligere arbejdsgivere og nogle af Europas største klubber som mulige destinationer for Christian Eriksen.

I mere end et halvt år har ét spørgsmål trængt sig på hos danske fodboldfans: Fortsætter Christian Eriksen sin karriere?

Tirsdag kom svaret.

I et interview med DR - det første siden kollapset i Parken tilbage i juni - fortalte den danske fodboldstjerne, at han har et mål om at komme med til VM i Qatar. Med andre ord: Han fortsætter.

Men danskeren står i øjeblikket uden klub. I december blev han løsrevet fra sin kontrakt i den italienske storklub Inter, da det ikke er lovligt at dyrke elitesport i Italien med en indopereret ICD-enhed, som den 29-årige fynbo har.

Så nu skal Eriksen på klubjagt. Eller klubberne skal på jagt efter Eriksen.

For med klubber som Inter, Tottenham og Ajax på cv'et vil mange klubber i den store fodboldverden formentlig være klar til at byde danskeren velkommen.

TV 2 SPORTs fodboldekspert Mads Junker har udpeget fem klubber, som danskeren vil passe godt til.

Junkers fem bud på Eriksens kommende klub

  • Tottenham

    Det ligner det åbenlyse valg i England - af flere årsager. Antonio Conte er Eriksens seneste klubtræner, og han står nu i spidsen for Tottenham. Dernæst er hans navn enormt populært blandt fansene, og klubben har brug for en erfaren midtbanespiller. De vil i øvrigt kunne nyde godt af et stærkt samarbejde mellem Pierre-Emile Højbjerg og Eriksen. 

  • Ajax Amsterdam

    Nostalgien er tyk i forhold til Christian Eriksens første klub, men de ville bestemt også modtage ham med åbne arme af sportslige grunde. Holdet gjorde rent bord i deres Champions League-gruppe og kæmper en tæt kamp med PSV om mesterskabet, så de har brug for en erfaren topspiller, der kan gå direkte ind og hjælpe det nye, unge kuld på samme måde, som Christian Poulsen gjorde det i sin tid. 

  • Bayern München

    Det er en af Europas allerstørste klubber, men Christian Eriksen vil alligevel kunne gå ind og afhjælpe deres realtivt profilfattige centrale midtbane, hvor Joshua Kimmich og Leon Goretzka ikke har megen konkurrence. 

  • Paris Saint-Germain

    Mauricio Pochettino, der står i spidsen for den franske hovedstadsklub, har et indgående kendskab til Eriksen fra deres fælles tid i Tottenham. Christian Eriksen er transferfri, og det er noget, der vil hjælpe storklubben, der er presset i forhold til reglerne om Financial Fairplay. 

  • Newcastle

    Verdens rigeste klub, som de er blevet i løbet af efteråret, skal opruste markant for at overleve i Premier League, og de kan sørge for, at tallene på checken kan blive de største af de tilbud, som Christian Eriksen kommer til at modtage. I Newcastle vil man i høj grad komme til at bygge holdet op omkring ham. Det er anderledes i forhold til, hvordan det vil være i de andre klubber.