Fodbold

Valencia nægter Wass at skifte, skriver spansk medie

En transfer til Atletico Madrid virkede næsten helt sikkert for få dage siden, men Valencia vil ikke lade Daniel Wass skifte.

Daniel Wass kommer ikke til at skifte Valencia ud med Atletico Madrid i januar alligevel.

Så klar er meldingen fra det store spanske medie Marca.

Den 32-årige danske landsholdsspiller blev af flere troværdige spanske medier ellers meldt tæt på et skifte til de forsvarende spanske mestre tidligere på ugen.

Men Valencia vil ikke give slip på danskeren.

- Klubben prioriterer de sportslige mål og har besluttet, at den ikke vil acceptere 'rojiblancos' (Atletico Madrids kælenavn, red.) tilbud på cirka to millioner euro, skriver Marca.

Ifølge det spanske medie vurderer Valencia ikke, at det er muligt at finde en fuldgod erstatning for danskeren i transfervinduet i januar.

Kan købes for knap 600 millioner kroner

Daniel Wass skrev tilbage i sommeren 2018 under på en kontrakt for fire år med Valencia. Det betyder, at han har kontraktudløb med Valencia til sommer.

Dengang meldte klubben ud, at Daniel Wass havde en frikøbsklausul på 80 millioner euro svarende til omkring 595 millioner kroner.

Med under et halv år tilbage af sin nuværende kontrakt er han fri til at forhandle med andre klubber, men han skal altså købes fri eller lejes, for at et skifte her i vinterens transfervindue skal lade sig gøre. Ellers kan det først blive til sommer.

32-årige Daniel Wass var allerede sidste sommer en eftertragtet spiller, har han tidligere fortalt TV 2 SPORT. Først og fremmest afviste han at forlænge med Valencia, og dernæst var der interesse fra "mange klubber."

- Jeg havde nogle tilbud, men det er jo klubben, der bestemmer, og de ville ikke sælge mig. Jeg bliver, og det gør mig bestemt heller ikke noget. For mig gælder det bare om at spille noget fodbold, sagde Daniel Wass i september.

TV 2 SPORT har været i kontakt med Daniel Wass, men han har ikke ønsket at udtale sig om et eventuelt skifte til Atletico Madrid.

Daniel Wass har tidligere spillet i blandt andet spanske Celta Vigo, franske Evian og i Brøndby.