Fodbold

Newcastle henter angriber hos rival

Newcastle er for alvor begyndt at røre på sig på transfermarkedet med klubbens andet indkøb på under en uge.

Med blot 3 mål i 17 Premier League-kampe har angriberen Chris Wood ikke ligefrem brændt banerne af i denne sæson.

Men den 30-årige angribers meritter har alligevel været nok til, at storsatsende Newcastle torsdag har hentet ham hos Premier League-rivalen Burnley. Det oplyser Newcastle på sin hjemmeside.

- Det er en meget spændende mulighed for mig, og jeg er meget glad for at være Newcastle United-spiller, siger Chris Wood til Newcastles hjemmeside.

Chris Wood har tidligere i karrieren vist, at han er i stand til at score regelmæssigt. Det er således blevet til 53 mål i 165 kampe for Burnley siden 2017.

- Jeg har spillet på St. James' Park et par gange, og det er et fantastisk sted, så at få chancen for at repræsentere denne klub med disse utrolige tilhængere bag mig og mine holdkammerater er meget specielt, siger Chris Wood.

Ifølge engelske medier havde newzealandske Chris Wood en frikøbsklausul på 25 millioner pund. Det svarer til 223 millioner danske kroner.

Chris Wood har fået en kontrakt, der løber frem til sommeren 2024.

Tidligere i januars transfervindue har Newcastle også hentet den 31-årige engelske landsholdsback Kieran Trippier hos Atlético Madrid.

For lidt over tre måneder siden blev Newcastle overtaget af en stenrig saudiarabisk investeringsfond. Nu er klubben begyndt at agere på transfermarkedet.

Newcastle er placeret på næstsidstepladsen i Premier League med blot 11 point på kontoen efter 19 kampe. Samme antal point som Burnley.