Fodbold

Placeringen af spansk Super Cup-finale kaldes "meningsløs"

Det spanske fodboldforbund kan ikke se et problem med aftalen, der er indgået med Saudi Arabien.

Har du nogensinde tænkt over, hvad det koster at købe den spanske Super Cup i ti år?

Det har du formentlig ikke, men det er også de færreste, der har råd. Men det har Saudi Arabien. Prisen? Mere end 2,2 milliarder danske kroner.

Vi har taget en kamp, der lå midt på sommeren og var glemt, og gjort det til en international begivenhed

Luis Rubiales, præsident for det spanske fodboldforbund

Oliestaten indgik for nogle år tilbage en aftale med det spanske fodboldforbund, der løber frem til 2029. Søndag spilles finalen af 2022-udgaven i det mellemøstlige land. Athletic Bilbao møder kongeklubben Real Madrid.

Men det er ikke alle, der er lige begejstret for placeringen af den spanske Super Cup.

- Der er ikke ret meget positivt at sige om at flytte derned. Men realiteterne er, som de er – de her lande fylder mere og mere i europæisk fodbold. Det er en naturlig tendens, siger Stanis Elsborg, der er senioranalytiker i organisationen Play the Game.

Play the Game arbejder for at fremme ytringsfrihed og gennemsigtighed i sportens verden.

Hvorfor lige Saudi Arabien?

De attraktive kampe er placeret i Saudi Arabien af flere grunde, men særligt én skiller sig ud, hvis man spørger Stanis Elsborg.

- De vil gerne dække over de alvorlige menneskerettighedsproblemer, de har i landet. Og det skal sporten være med til. Det er det, der med et populært begreb kaldes for sportswashing. Man bliver forbundet med noget godt – fremfor eksempelvis stening og afstraffelse af homoseksualitet, siger senioranalytikeren.

I de senere år er det blevet populært for lande som Kina, Rusland og Qatar at købe store sportsbegivenheder til netop det formål. Og her er Saudi Arabien en forholdsvis ny spiller, som Stanis Elsborg udtrykker det.

Selvom 2,2 milliarder lyder af mange penge, er det ingenting i forhold til, hvad det saudiarabiske styre kan få ud af aftalen, lyder vurderingen.

- Det er billigt forstået på den måde, at det er den kultursektor, som er allermest populær. Mange følger med i sport, og de når en rækkevidde, som er svær at få andre steder. Sporten er en relativ billig kultursektor. Det handler bare om at have penge, så kan man få det meste, siger Stanis Elsborg.

"Fansene er blevet glemt"

Senioranalytikeren er dog langt fra den eneste, der forholder sig kritisk til den mangeårige aftale. Allerede inden semifinalen mod Atlético Madrid var Athletic Bilbaos midtbanespiller Raul Garcia ude med riven.

- Fodbolden handler kun om at tjene penge og finde sponsorer nu til dags. Det er totalt meningsløst.

- Måske er jeg gammeldags, men fodbolden har ændret sig, og fansene er blevet glemt. Jeg tror ikke, jeg behøver at sige det, som alle kan se, lyder det ifølge Reuters.

Den 35-årige spanier henviser naturligvis til, at det er yderst besværligt for de spanske fans at støtte deres hold, når kampene spilles så langt fra Spanien. 7000 tilskuere så kampen mellem Bilbao og Atlético Madrid.

Kritikken preller af

Umiddelbart lader det dog ikke til, at Garcias kritik kommer til at rykke det store.

Det spanske fodboldforbund, der har indgået aftalen, har nemlig et andet syn på sagen.

- Vi har taget en kamp, der lå midt på sommeren og var glemt, og gjort det til en international begivenhed. Måske den største korte turnering i verden, siger præsidenten for forbundet, Luis Rubiales.

Længe blev den spanske Super Cup spillet som ét opgør. Her mødtes den spanske pokalvinder og den forsvarende spanske mester.

I 2020 blev det lavet om, så det nu er en miniturnering med fire hold. Nummer et og to fra den spanske pokalturnering deltager, mens nummer et og to fra LaLiga gør dem selskab.

Burde finde pengene andetsteds

Det spanske fodboldforbund modtager som nævnt mere end to milliarder danske kroner for aftalen.

Ganske som store dele af resten af verden er de ramt på pengepungen på grund af coronakrisen. Derfor varmer det astronomiske beløb naturligvis.

Men det er ikke grund nok til at sige ja til aftalen, hvis man spørger Stanis Elsborg.

Sådan en aftale kan give et stort økonomisk boost til forbundet, og det er jo kun tre kampe om året. Kan du se det fra et sådant perspektiv?

- Jeg er ikke så meget for, at man skal sætte penge op mod moral og værdier.

- Skulle man se det fra et kynisk synspunkt, giver det en masse penge til forbundet, men mon ikke de også kunne finde sponsorer et andet sted, lyder kritikken.