Fodbold

Eriksens to store F’er afgør fremtiden

TV 2 SPORTs fodboldekspert Mads Junker skriver klummer om fodboldens største højdepunkter i forrige uge. Og så peger han på, hvad denne uge bringer.

Weekendens højdepunkt

Eriksen på rygtebørsen

Hele Danmarks Christian tog endelig bladet fra munden forrige uge, da han - med Andreas Kraul og DR som formidlende hjælpere holdt sin “tale til nationen” næsten syv måneder efter sit kollaps i Parken. Interviewet er blevet dissekeret på kryds og tværs siden, men budskabet var entydigt: Fynboen er - fortsat - “fodboldspilleren” Christian Eriksen.

Nu handler det så om den fodboldmæssige fremtid for landets bedste spiller det seneste årti, og mens tilbuddene fra hele Europa utvivlsomt vælter ind hos agent Martin Schoots, så tager rygterne om en tilbagevenden til Premier League yderligere fart disse dage. Og særligt Brentfords aktie er skudt i vejret på rygtebørsen henover weekenden, hvilket på mange måder ligner et ideelt skifte for Eriksen.

De to altovervejende grunde til, at netop Thomas Franks tropper kan være næste skridt i Eriksens karriere skal findes i de to store “F’er,” som Christian Eriksens verden cirkulerer omkring; Familie og Fodbold.

Et skifte til Brentford ville betyde bopæl i London, hvor familien Eriksen havde adresse i mere end syv år inden skiftet til Inter i Milano. Balance i privatlivet er en forudsætning for præstationer på banen i almindelighed og i dette tilfælde i særdeleshed.

Alle danskere har set billederne af Eriksens partner på sidelinjen i Parken i armene på Simon Kjær, og den proces, som hun og familien har været igennem op til Eriksens udmelding på DR, har utvivlsomt været utroligt krævende. Og i øvrigt en proces, der tilhører privatlivets fred.

Fodboldspillere skal også samle IKEA-skabe og lave madpakker til ungerne

Med et skifte tilbage til den velkendte storby vil udfordringerne uden for banen være betydeligt nemmere at klare. Det er udfordringer, som de færreste udenforstående forstår betydningen af, når en fodboldspiller skifter klub og land.

Vi ser spillerne på grønsværen og forventer præstationer fra dag 1, men det er de færreste mennesker, der falder direkte ind i en ny hverdag på to sekunder, og fodboldspillere skal også samle IKEA-skabe, lave madpakker til ungerne, lære nyt sprog og integrere sig på en ny arbejdsplads - hvor konkurrencen er enorm - ligesom alle andre jobtagere.

Set i det lys er London (eller Amsterdam) den perfekte destination for Christian Eriksen og boksen med det første “F” kan krydses af.

Christian Eriksen deler endnu mere godt ud fra sit interview med DR.

Vil være garanteret spilletid

Rent fodboldmæssigt vil Brentford selvsagt være et skridt ned ad stigen for en spiller, der blev italiensk mester i sommer, spillede Champions League-finale for under tre sæsoner siden og besidder et landsholds-CV som kun et fåtal af spillere i verdenen kan fremvise.

Alligevel ligner det et perfekt match mellem The Bees og Eriksen, eftersom den vigtigste parameter for et fuldendt comeback vil være garanteret i form af spilletid. Eriksen har været væk fra topfodbold et halvt års tid, hvilket i sig selv ikke er en bekymrende lang periode for en fodboldspiller. Modsat hans ven og kollega Simon Kjær, som misser en tilsvarende periode med sin korsbåndsskade, har Eriksens bentøjet intakt, og spillelysten er højere end nogensinde før.

Rampelyset og forventningerne vil samtidig være mere moderate i danskerklubben, end tilfældet ville være i Europas største klubber. Hos Brentford vil Eriksen få ro og tid til at genfinde sit niveau, alt imens han selv, klubben og det danske landshold kan profitere af den langsomme indslusning tilbage til livet indenfor kridtstregerne.

Kæmpe TV 2-transfer

Alt imens fodboldklubberne i disse uger slås om klodens dygtigste fodboldspillere i transfervinduet, landede der også en større transfernyhed inden for fodboldformidlingen i Danmark fredag formiddag.

Morten Bruun skifter fra næste måned til Kvægtorvet og TV 2 efter en årrække på Discovery Networks.

Præsentationen foregik godt nok ikke på et fyldt Camp Nou, men det er alligevel et scoop af de større, at en af landets allerdygtigste eksperter fremover skal berige vores fodbolddækning.

Forfatter, en harddisk med trecifret gigabyte fodboldviden og senest stemmen, der guidede alle danskere igennem den traumatiske juni-dag i Parken er blot nogle af de prædikater, der kan sættes på “Mr. Silkeborg."

Personligt er Bruun grunden til, at jeg kastede mig ud i jobbet som kommentator, da karrieren gik på hæld, og der skal lyde et stort velkommen til den LaLiga-forelskede europamester.

Weekendens skuffelse

Årets dommerfejl

Et af årets sæsondefinerende øjeblikke i Serie A opstod kort før slutfløjtet i opgøret mellem AC Milan og Spezia mandag aften.

Hjemmeholdet jagtede fortvivlet den forløsende scoring, som ville sende sejren deres vej, og den kom også via en hård og velplaceret afslutning fra indskiftet Junior Messias.

Desværre for ham - og resten af AC Milan-holdet - havde dommer Marco Serra sekundet inden fløjtet for frispark til I Rossoneri på kanten af feltet. Reaktionerne udeblev ikke fra hjemmeholdets spillere, og det var en tydeligt brødbetynget mand i gult, der undskyldende rakte hænderne beklagende i vejret, mens kaskader af skældsord væltede indover ham.

For at gøre ondt værre snuppede Spezia endda alle tre point med en scoring i kampens sidste angreb, og Marco Serra skal nok ikke forvente et julekort fra den rød/sorte del af Milano, eftersom hans graverende fejl sender en mindre matchbold over til de blå/sorte bysbørn fra Inter.

På trods af svingende præstationer har Delaney og kompagni sat en fremragende serie af resultater sammen

Hvad skal vi glæde os til i den kommende uge?

Danskeren i ilden i midtugen

Efter den forgange weekend gik med Super Cup-fodbold i Saudi Arabien og masser af Copa del Rey-kampe, er der igen bold fra LaLiga på programmet i de kommende dage.

Tirsdag aften tager Betis imod Alaves, inden Jens Jønsson og Cadiz skal forsøge at stoppe den meterdybe krise, som de gulblusede fra Andalucien er havnet i. Det kostede træner Cervera jobbet i sidste uge, men succestræneren blev alligevel mødt med en stor hyldest af klubbens fans, da han for sidste gang forlod træningsanlægget i Cadiz. En flot gestus til en stor trænerpersonlighed i den spanske liga.

Onsdag aften er der så dækket op til et - potentielt - stort danskermøde, når Valencia hjemme på Mestalla byder Sevilla inden for i en afgørende jagt på point i toppen for Lopeteguis mandskab. På trods af svingende spillemæssige præstationer har Delaney og kompagni sat en fremragende serie af resultater sammen.

Fem sejre og en uafgjort i de seneste seks opgør står tælleren på. Samtlige sejre er dog kommet i hus med blot et enkelt måls difference og hele fire af dem med spillets smalleste sejr. Det vidner om en yderst kompetent defensiv, og det bliver endnu engang fundamentet for Sevillas succes i denne sæson.

I udekampen mod Valencia kan de lukke det meste af hullet op til Real Madrid, som lige nu har et forspring på fem point, og skal vi for alvor tro på en spændende duel om LaLiga-trofæet i denne sæson, så er Sevilla nødt til at sætte Wass og hjemmeholdet til vægs.

En del af eksklusiv klub

Netop Daniel Wass var på forsiden af denne klumme i den seneste uge, men siden har der været stille omkring den danske landsholdsspiller, selvom han fortsat rygtes kraftigt på vej til hovedstaden og Atlético Madrid.

Det kan derfor være den sidste optræden for den blonde dansker i Valencia-trøjen, og i øvrigt endnu et skridt nærmere titlen som danskeren, der har flest kampe i LaLiga, hvis han går ind til sin kamp nummer 225 (!) i den bedste spanske række.

John Lauridsen sidder pt. på den trone - og har efterhånden gjort det nogle årtier - siden han huserede i primært Espanyol og senere Malaga i løbet af 1980’erne. Esbjergenseren har lige nu 48 kampe “at give af,” inden Wass suser forbi ham, mens Michael Laudrup blot kan holde fat i andenpladsen nogle uger endnu, eftersom tælleren stoppede på 228 for kongerigets bedste 10’er. Det er en eksklusiv klub, Daniel Wass er aktiv i, og han kan potentielt sætte en rekord, der vil stå lige så længe - eller længere - end den John Lauridsen har ejet i så mange år.