Fodbold

FCM henter Vagner Love

37-årige Vagner Love har spillet 25 landskampe for Brasilien.

FC Midtjylland henter den tidligere brasilianske landsholdsspiller Vagner Love på en kontrakt gældende for resten af sæsonen.

Den 37-årige angriber har senest spillet i Kasakhstan.

- Vi afsøgte muligheden for at hente Vagner Love år tilbage, men dengang kunne det ikke lade sig gøre. I efteråret genoptog vi dialogen og har nu landet en kort aftale, og det er vi glade for, siger sportschef Svend Graversen i en pressemeddelelse.

- Det er ikke længere en ung spiller, men gennem vores samtaler står det klart, at han er motiveret og ærgerrig, og det viser resultaterne fra hans fysiske tests også. Han vil kæmpe sin chance og har gennem hele sin karriere bevist sig som en træfsikker målscorer

Vagner Love nåede i karrierens løb 20 landskampe for det stjernespækkede brasilianske landshold, hvor han blandt andet var med til at vinde to Copa América-titler.

- Vagner Love kommer med en enorm erfaring som fodboldspiller, hvor han har oplevet landsholdsfodbold, et hav af kulturer og forskellige ligaer. Den rutine gør ham til en god profil at få ind i truppen, hvor han kan dele ud af sin erfaring til de unge og andre brasilianere på holdet, siger Svend Graversen.

På klubplan har han repræsenteret hold som Monaco, Besiktas, CSKA Moskva og flere brasilianske topklubber.

Vagner Love får trøjenummer 19 i FCM.