Fodbold

FCK henter angriber i Serie A

Med det første indkøb i januar har FC København oprustet i offensiven med angriberen Khouma Babacar.

Fodboldklubben FC København har forstærket sig med angriberen Khouma Babacar, som skifter fra den italienske Serie A-klub Sassuolo. Det oplyser FCK fredag i en pressemeddelelse.

28-årige Babacar har skrevet under på en aftale med FCK frem til sommeren 2025.

Vi tror på, at han passer godt ind i vores offensive spillestil

Jess Thorup, træner i FCK

Senegaleseren kom som ungdomsspiller til italiensk fodbold og Fiorentina, hvor han fik sit gennembrud på seniorniveau efter en række lejemål, inden han blev solgt til Sassuolo.

I alt er det blevet til 166 kampe i Serie A, hvor han er noteret for 39 mål og 14 assister. Det er også blevet til 20 kampe og otte mål i Europa League.

Han var fra 2019 til 2020 udlejet til Lecce. Herunder kan du se nogle af hans scoringer for den senere nedrykkerklub.

"Europas dårligste" kunne tirsdag aften tage en 2-1-sejr over Lazio efter en dramatisk afslutning. Video: Louise Lind
AC Milan tog på eget græs imod Lecce. Trods to føringer til Milan i løbet af kampen, måtte de nøjes med et point i 2-2-kampen. Video: Nicolai Dvinge
Se alle målene her.

Senest har Babacar været udlejet til den tyrkiske klub Alanyaspor, hvor han spillede 45 kampe og scorede 18 mål.

- Vi er meget tilfredse med, at det er lykkedes at få en aftale på plads med Babacar, for vi var ikke de eneste, der havde fået den tanke, siger FCK-sportsdirektør Peter Christiansen.

- Han er en kvalitetsspiller med masser af power og målfarlighed, og han bringer nye færdigheder til vores udvalg af angribere.

Babacar får trøje nummer 11 og træner med sine nye holdkammerater fra på mandag.

Kender N'Doye og Diks

Babacar har repræsenteret Senegal i tre landskampe, og han stammer fra samme by, Thies, som FCK-legenden Dame N'Doye.

- Jeg har kendt til klubben i mange år, da jeg er fra samme by i Senegal som Dame N'Doye, der gjorde det fantastisk her, og som jeg også kender fra landsholdet, siger Babacar.

Han kender også FCK-backen Kevin Diks fra deres fælles fortid i Fiorentina.

- Det er godt for mig at få en ny base i København, og jeg har allerede talt med Kevin Diks, som jeg kender fra vores fælles tid i Fiorentina.

- Han taler rigtigt godt om klubben, byen og hele setuppet i FCK. Jeg glæder mig virkelig til at komme i gang og møde alle, siger Babacar.

Thorup glæder sig over indkøb

FCK-træner Jess Thorup håber, at tilgangen kan skabe større konkurrence i angrebet.

- Babacar er en fysisk stærk angriber, og hans relationelle evner er også på meget højt niveau, så vi tror på, at han passer godt ind i vores offensive spillestil, siger Thorup.

Babacar får trøje nummer 11 og træner med sine nye holdkammerater fra på mandag.