Fodbold

Mindre catenaccio, mere golazzo - og burrata!

Fra hængelås til dåseåbner. De defensive og destruktive dyder er ikke længere i højsædet. Kom med på reportagetur til Støvlelandet.

Som ung var Morten og Peter mine klare favoritter på skærmen. Jeg så dem ofte. Rigtig ofte endda. Så ofte, at min inderste vennekreds og jeg nærmest levede i en symbiose og underverden bygget op af citater og sekvenser fra de gode kammeraters eventyr i bedste sendetid.

På en togtur på vej til Italien blev de spurgt ind til en arbejdstitel til programmet, som de skulle ned og skyde. Ét af forslagene lød på 'TV 2s Italienstur'. Siden dette gyldne citat fra Peter Palland, som vært og tilrettelægger Nick Horup gerne vil have peppet lidt op, har jeg altid ønsket mig min egen Italienstur. 15 års venten blev endelig indløst i den forgangne uge. Og hvilken oplevelse det var.

Trods skuffelsen, over at biludlejeren kørte en Punto og ikke min på forhånd bookede FIAT 500 frem fra garagen, blev kilometerne fra Milano til Monza hurtigt tilbagelagt. Godt en time efter landingshjulene ramte underlaget i Malpensa Lufthavn, tonede de stejleste tribuner set til dato frem i horisonten. Det kan varmt anbefales at køre direkte fra bagagebåndet til fodbold uden den traditionsrige svingom med hotelværelset eller et billede foran byens attraktioner.

Kanonslag og jubeleksplosion

Stadio Brianteo, eller det knapt så mundrette U-Power Stadium, som moderne tiltag desværre har bestemt, at side- og endetribunerne skal omtales, var helt som forventet. Falleret, støbt i gråt beton og på ingen måde i vatter med klubbens ambition, anført af Silvio Berlusconi og Adriano Galliani, om at gøre sig i landets bedste fodboldrække inden for en overskuelig årrække.

Maden, en hårdtgrillet sandwichbolle med dertilhørende kød og friske ingredienser, var bedre end spillet på banen, og i samme form for føromtalte symbiose med Morten og Peter så man kampens kontrollører vende det blinde øje til, da en flok unge knægte i løbet af anden halvleg fik fundamentet til at gynge med en række kanonslag, som selv fyrværkeren i Tivoli ville lette på hatten af.

På det lettere ramponerede græstæppe stirrede hjemmeholdet længe ind i sæsonens fjerde nederlag, men i fem minutters tillægstid fik indskiftede Patrick Ciurria lægterne til at eksplodere i jubel, ligesom det skrattende lydanlæg slog korsets tegn til tonerne af Gigi D’Agostinos mesterværk 'L’Amour Toujours'. Som det første stop på vejen havde Monza efterladt et godt indtryk. Hjemmeholdet og gæsterne fra Perugia delte i porten, 2-2.

Den mindst tænkelige nullert

Tælleapparatets jernpæle trykkede stadig i ryggen, da selen blev klikket i, og nøglen blev sat i tændingen. På vej væk fra mit livs første Serie B-kamp var jeg gået i fælden igen. Med fokus på at styre rattet og holde mig på vejen, var det svært at holde styr på de nygrillede grøntsager fra føromtalte sandwich, og da Monza ud på aftentimerne var byttet ud med Bergamos oplyste bydel, lignede jakken noget, som Asger Jorn kunne stå bag. Med to små piger i hjemmet har jeg dog lært, at der er intet, som en vådserviet ikke kan rette op på.

Med klæderne nogenlunde i orden blev kursen sat mod Gewiss Stadium. Få dage inden afrejse havde de italienske fodboldmyndigheder skruet på den tilladte kapacitet, og kun 5000 tilskuere var derfor velkomne til storkampen mellem Atalanta og Inter - rækkens to mest scorende mandskaber.

Begrænsningerne gjaldt ikke kun pøblen, men også den fremmødte presse. Gennem flere mails måtte Atalantas pressedepartement undskyldende meddele, at pladsen tæt på den nyklippede plæne ved kickoff blev skiftet ud med de lave stolerygge i kælderens presselokale, når først bolden rullede.

Da de unge damer i lugen endelig lokaliserede gæstelistens eneste skandinaviske navn, viste det sig, at keyhangeren, jeg fik spændt om halsen, gav fri adgang til hele stadion. Med praktikken på plads og med skadede Duvan Zapata som sidemakker rullede søndagens hovedforestilling sig ud for øjnene af mig.

Colombianerens glitrende jakke og man purse til samme værdi som en gennemsnitlig årsløn udfordrede koncentrationsevnen, men Gasperinins velkendte mand-til-mand-stil var endnu mere dragende og betagende i levende live end hjemme foran skærmen.

Mehdi Demiral kan stadig vækkes om natten og gengive serienummeret på boxershortsene af Edin Dzeko, ligesom Marten De Roon sørgede for at have Inters pasningsmaskine Hakan Calhanoglu inden for en armslængde, indtil tyrkeren skuffet trissede fra banen midtvejs i anden halvleg. Det var ikke ultimativt for det ultimative skyld. Det var ultimativt, fordi det virkede og var hamrende effektivt.

Selvom jeg ikke ønsker at betvivle ordensmagten eller de ansvarlige på Gewiss Stadium, lod der til at være flere end de 5000 tilladte. Om der så var tale om optisk bedrag, eller om fanklubben havde opstillet flere hundrede papirfigurer på de yderste tribunelag, skal jeg lade være usagt. Dem, der blev lukket ind, leverede dog varen. Trods restriktioner og færre folk på lægterne var kulissen en topkamp værdig. Stemning var der i allerhøjeste grad.

Noget, der manglede, var dog målene. Ugen forinden, i runde 21, havde Serie A-mandskaberne forkælet os med intet mindre end 39 scoringer (Atalanta hjalp selv godt til med 6-2 sejren i Udine), og de forsvarende mestre fra Inter gik ind til opgøret med en stime på 39 kampe i træk med mål til følge. Den målmæssige serie mødte som bekendt muren i Bergamo, og selvom jeg til fulde deler mantraet om, at stadionoplevelser forbedres gevaldigt, hvis hjemmeholdet formår at finde vej til netmaskerne, levede den uventede nullert til fulde op til forventningerne.

I jagten på et sidste sus blev presserummet aflagt et visit en sidste gang. Espressomaskinen var dog tømt for bønner, og pressekorpset havde dannet en lukket, ekskluderende og kun italiensktalende kreds rundt om de stadig svedende aktører fra grønsværen. Slukøret ledte jeg efter udgangen til gaden, og i en uopmærksom stund var en på daværende tidspunkt lukket dør millimeter fra at klemme næseryggen et godt stykke ind i kraniet. Akkurat som på sidelinjen er Gasperini en ilter herre, der ikke spilder tiden. Scusi, Gian Piero. Næste gang holder jeg døren for dig.

Serra betyder ikke sejr

VAR er sat i søen for at minimere fejl og nærme sig det perfekte spil uden misforståelser og uretfærdigheder. Sidstnævnte var dog det, der fyldte mest på San Siro i mandags, da frustrerede AC Milan-fans med fråde om munden krævede dommerens hoved på et spyd.

Scenerne fik mig for en stund til at føle mig som Ridley Scott, og hvordan han fra instruktørstolen til indspilningerne af 'Gladiator' forsøgte at gengive pøblens bestialske stemning fra historiens mest omtalte amfiteater, Colosseum.

Mandagens scener fra Milanos største sportsarena kostede kun sved og tårer. I et moment troede alle dog, at Ante Rebic ville fremprovokere talemådens tredje ben. Kantspilleren slog koldt vand i balkanblodet og valgte i stedet at omfavne den stakkels mand, Marco Serra, der nok skal kigge langt efter sin næste Serie A-optræden.

Og lad mig lige slå det fast. VAR var ikke en mulighed i mandags. Det teknologiske hjælpemiddel havde ikke mandat til at slette tid og spor og lade slangehugget fra Junior Messias stå. Og hvorfor egentlig ikke, fristes man til at spørge? For en sjælden gangs skyld blev ukvemsordene altså rettet mod lederen i limegrønt og ikke folkene bag de mange monitors i VAR-vognen. Så har man også oplevet det med. Den anspændte atmosfære blev faktisk en smule komisk, idet kampens kontrollører, der nogenlunde matchede menneskemængden på lægterne i antal, febrilsk bad de oprørte fans om at påføre sig mundbindet, det hvide fuglenæb, der hos nogen var gledet ned fra næse og mund.

Nerverne måtte dulmes efter sådan en afslutning, sådan et drama. På anbefaling af en tidligere ungdomsspiller i Inter blev der gjort stop ved en klassisk italiensk restaurant i midtbyen tæt på den øjenskønne domkirke Duomo di Milano.

Italienerne har altid fascineret mig. Det er jeg nok ikke ene om. Men jeg har aldrig fået regnestykket til at gå op. Deres køkken fremhæves i alle afkroge af verdenen, og kombinationen af sprødbagt dej, smeltet ost og tætkogt tomatsovs kunne jeg personligt indtage morgen, middag og aften. Og i netop tidspunktet for indtagelsen af dette findes store dele af svaret til min undren: Hvordan holder de sig så smukke og slanke, når hvidt brød indgår i 90% af retterne på den rød- og hvidternede dug?

På en café i den gamle bydel i Bergamo googlede jeg mig frem til, hvordan indtagelsen af mad ser ud hos en helt almindelig italiener. Morgenen består af noget sødt og stærkt i form af en croissant, et par småkager og én eller flere skud espresso. Så er der ligesom nok benzin på maskinen til at klare de første timer af arbejdsdagen.

Nøglen ligger i frokosten, italienernes hovedmåltid. Her er pasta et gennemgående element, og modsat danskerne indtages det primært midt på dagen, så de tomme kalorier kan arbejdes ud af kroppen, mens eftermiddag bliver til aften. Igen er italienerne et skridt foran os blegfede, dumme danskere - hvilket atter blev bevist på restauranten, hvor burrataens fedme strøg direkte ind på hoften og stadig skvulpede rundt i systemet, da lagenet blev rullet op til hagen på hotelværelset. Angrede gjorde jeg dog ikke.

Fire danskere, nul minutter

I sommer jokede landsholdskammeraterne med, at han kunne løbe fra barndomshjemmet i Østervrå til hjemmebanen i det italienske - uden problemer. Sæsonen har dog snarere fundet sted i skildpadde- end haregearet for 24-årige Joakim Mæhle, der ej heller kom ud af startblokken i sidste uges storkamp i Bergamo.

Og generelt har det været med de store danske oplevelser i Støvlelandet i denne sæson. Med afgangene af blandt andet Andreas Cornelius, Lasse Schöne og Christian Eriksen er ulveflokken blevet kraftigt decimeret, og netop Mæhle er til dato den eneste spiller med rødbedepasset til at nette i indeværende Serie A-sæson. Scoringen mod Udinese lod sågar vente på sig, og kom først ni dage inde i det nye år.

Akkurat som Mæhle måtte man også spejde langt efter det tidligere landsholdsemne Christian Gytkjær i Serie B-kampen i Monza. Angriberen så til fra bænken i hele 2-2-kampen og har blot scoret 3 gange i 16 optrædener i år.

På San Siro stod det allerede klart, at knæskaden til Simon Kjær holdt ham ude af opgøret mod Spezia, ligesom målmandstalentet Andreas Jungdal ikke har siddet på bænken for milaneserne siden 11. spillerunde, da AS Roma blev besejret med 2-1.

Modsat de hakkende tendenser hos de rød/hvide gladiatorer, har sæsonen som helhed leveret over forventning vurderet på mål og underholdning. Et blink med øjnene og du er i overhængende fare for at misse en scoring eller en anden afgørende sekvens. Sådan er normen blevet i italiensk fodbold, der står på randen af et gennembrud i bestræbelserne på at smide catenaccio-stigmatiseringen over bord.

Med et snit på lige over tre scoringer per kamp er Serie A den af de største ligaer, der flittigst får netmaskerne til at blafre. Spørger man de mest udsatte keepere, som Salvatore Sirigu, Guglielmo Vicario eller Salernitanas Vid Belec, deler de nok ikke samme begejstring, der ellers er at spore blandt landets tilhængere. For trods italienernes fodboldmæssige bagland er der bred opbakning til de nye trends, beretter Vittorio Campanile, der har dækket Serie A i mere end tre årtier.

- Der er sket meget på ganske få år. Det forøgede målsnit ses på to måder hernede. Der er dem, som mener, at de italienske forsvarsspillere ikke længere kan dække op, og så er der dem, som mener, at målene kommer på baggrund af et mere offensivt og risikobetonet blik på spillet, siger Campanile og fortsætter:

- Du ser ikke længere et undertippet mandskab, der pakker sig på udebane fra første til sidste fløjt. De spiller deres procenter og bliver i højere grad end tidligere belønnet for deres taktik og visioner. De låste og endimensionelle kampe hører efterhånden fortiden til, afslutter den italienske sportsjournalist fra sin bopæl i Rom.

Søndag finder et af landets største opgør så sted for 221. gang. Ikke i Rom, men på San Siro, hvor et vingeskudt AC Milan-mandskab byder et Juventus-hold med opadgående formkurve inden for.

Opgøret bliver med sikkerhed uden dansk deltagelse, ligesom Marco Serra ej heller passer fløjten søndag aften. Mon ikke målene kommer denne gang? Det føler jeg mig ret overbevist om. Ellers må de dyre fodboldben fra de to traditionsklubber, med henvisning til den desværre afdøde Morten Jensen, udfolde deres evner på "det falske sted". Målene er nemlig kommet for at blive i Støvlelandet, og hængelåsen, som catenaccio betyder direkte oversat, ruster mere og mere for hvert år.

Forza calcio. Ciao!

Se AC Milan - Juventus på TV 2 PLAY søndag klokken 20.45.