Årets spiller i Danmark udlejet til Manchester United

Signe Bruun scorede i 2021 12 mål i 7 landskampe for Danmark.

Den danske landsholdsspiller Signe Bruun skal i resten af sæsonen spille for Manchester United.

Torsdag oplyser United, at Signe Bruun er hentet i franske Lyon på en lejeaftale.

- Det er fantastisk at være her, jeg er virkelig glad for at komme til Manchester United. Det er en stor klub med en kæmpe historie.

- Jeg har fulgt kvindeprojektet i et stykke tid og har set holdets fremgang, og jeg føler, at dette skifte er et perfekt match for mig, siger Signe Bruun til Manchester Uniteds hjemmeside.

Den 23-årige angriber kom til Lyon sidste år, men hun har haft svært ved at få spilletid i storklubben.

Signe Bruun har haft en stærkt år på det danske landshold, og det blev hun hædret for ved en prisuddeling i sidste weekend, da hun blev kåret som årets kvindelige fodboldspiller i Danmark.

I syv landskampe blev det til hele 12 mål i 2021, og Bruun havde derfor stor andel i fodboldkvindernes gode start på kvalifikationen til VM i 2023.

Hos Lyon har hun scoret syv mål, siden hun kom til klubben fra Paris Saint-Germain i sommer.

Signe Bruun fik prisen som årets kvindelige fodboldspiller, efter at Pernille Harder har modtaget den hvert år siden 2015. Bruun er tidligere blevet kåret som Årets Talent.

Hun brød igennem i den danske liga for Fortuna Hjørring, inden hun i 2018 skiftede til Paris Saint-Germain.

Manchester United ligger aktuelt nummer tre i kvindernes engelske liga.