Fodbold

United-spiller suspenderet efter voldsanklage

Manchester United har suspenderet Mason Greenwood, efter video og lyd på sociale medier belaster ham.

Meget tyder på, at Manchester United-talentet Mason Greenwood er i store problemer.

Søndag delte en kvinde video, billeder og lyd på Instagram med anklager om fysisk vold direkte rettet mod den 20-årige spiller.

Det fik Manchester United til at meddele, at Mason Greenwood er suspenderet.

- Vi er opmærksomme på billeder og anklager, der cirkulerer på sociale medier. Vi kommer ikke til at kommentere yderligere, før fakta er på bordet. Manchester United tolererer ingen form for vold, skriver klubben.

Siden bekræftede politiet i Manchester, at en mand i 20'erne er blevet anholdt efter mistanke om voldtægt og overfald.

Politiet nævner imidlertid ikke Manchester United-spilleren ved navn.

- En efterforskning blev sat i gang, og vi kan bekræfte, at en mand i 20'erne er blevet anholdt med mistanke om voldtægt og overfald. Han forbliver i vores varetægt til afhøring, skriver Greater Manchester Police.

På videoen filmede kvinden sig selv med blod om munden, der er løbet hele vejen ned ad halsen.

Profilen er siden blevet slettet, men fotos og videoer har søndagen igennem cirkuleret på de sociale medier.

Mason Greenwood fik sin debut for Manchester United for tre år siden og har spillet 129 kampe for klubben og scoret 35 mål. Han fik i september 2020 debut for det engelske landshold.