FCK sælger Wind - henter to nye ind
FC København har været særdeles aktiv på transfervinduets sidste dag, hvor de blandt andre har sagt farvel til Jonas Wind.
De har haft gang i kuglepennen på transfervinduets sidste dag i FC København.
Først og fremmest har københavnerne indgået en aftale om salg af den danske landsholdsangriber Jonas Wind til den tyske bundesligaklub Wolfsburg.
De forventer en positiv virkning på resultatet før skat på 83 millioner kroner. Aftalen indeholder enkelte betingelser, som alle forventes opfyldt. For Jonas Wind er afskeden med FCK emotionel.
- Det er meget svært at sætte ord på, hvad F.C. København betyder for mig, siger Jonas Wind til klubbens hjemmeside.
- Klubben har altid været en kæmpe del af mit liv, og jeg har haft et utal af store oplevelser her - både som ungdomsspiller og senior. Det er svært for mig at sige farvel, for jeg elsker at være i København, og jeg kommer til at savne det utroligt meget. Men den her mulighed kunne jeg ikke kunne sige nej til, selv om jeg ikke havde regnet med at skifte i dette vindue.
22-årige Jonas Wind kom til FCKs talentafdeling i 2012 og var der indtil sin debut i Europa League mod Atlético Madrid i 2018.
Flere spillere er kommet til
Erstatningerne er allerede på plads i FC København.
Tidligere i transfervinduet blev Khouma Babacar hentet til fra Sassuolo, men mandag er flere spillere kommet til. Ind i stedet er også hentet den 19-årige kantspiller Akinkunmi Amoo i svenske Hammarby. Han har fået en kontrakt frem til udgangen af 2026.
- Han er en spiller med fantastisk acceleration og store evner én mod én, og han er også ganske målfarlig. Potentialet er enormt, men der er også masser af hårdt arbejde foran ham. Lykkes vi sammen med at forløse det, så kan han nå meget langt, siger FCK's sportsdirektør, Peter Christiansen, om Amoo.
Amoo er primært kantspiller, men han kan dække flere offensive positioner. Han er noteret for 13 mål og 9 oplæg i sine 48 kampe for Hammarby.
Desuden har københavnerne hentet den franske angriber Mamoudou Karamoko, som også har fået kontrakt frem til 2026. Det oplyser FCK på sin hjemmeside.
Karamoko spillede i ungdomsårene i franske Strasbourg og har også været forbi tyske Wolfsburg, inden han i sommeren 2020 skiftede til Linz-klubben Lask.
FCK rejser tirsdag på træningslejr i Portugal.