DBU vil mindske uligheden ved at måle og veje børn
I et nyt projekt vil DBU undersøge, om man i breddefodbold kan mindske uligheden ved at måle og veje børn. Sportpsykologisk konsulent kritiserer det.
Vintermørket er ved at falde over klubhuset i Odense Boldklub. Der er helt roligt i Ådalen.
Indenfor er der knap så roligt. Her er OB’s akademispillere netop mødt ind efter skole. Musikken spiller i omklædningsrummene og snakken – til tider råbene – går. Det er samlingsstedet for de unge spillere, inden de skal ud at præstere på kunstgræsbanerne. Men i dag har de ikke meget tid dér – samlingsstedet bliver hurtigt erstattet af et noget mindre rum.
De skal nemlig forbi fysioterapeuternes lille hule. Den indeholder to brikse, to motionscykler og en målepind på væggen. Det er målepinden, der får det lille rum til at være samlingssted i dag. Her skal Hjalte Boe Rasmussen, Frederik Byrrisen og resten af U15-holdet have foretaget deres månedlige PHV-målinger.
Op til fire års biologisk forskel på drenge fra samme årgang
”Peak Height Velocity" er ordene, der gemmer sig bag de tre bogstaver. Målingen giver et estimat af, hvornår børn rammer deres såkaldte vækstspurt: Dér, hvor deres fysiske udvikling virkelig tager fart.
Målingen bliver allerede brugt i licensklubber, men måske det i fremtiden bliver et helt normalt værktøj i breddeklubber landet over. Det skal DBU nu blive klogere på over de næste to år med projektet ”Relativ Væksteffekt”.
Et begreb, der ligner – og også er beslægtet med – relativ alderseffekt. Hvor man arbejder med sidstnævnte inden for børnefodbold, så begynder man i ungdomsfodbold – fra 12-årsalderen – også at arbejde med relativ væksteffekt.
For drenge kan der i aldersgruppen 12-16 år være helt op til fire års forskel i den biologiske udvikling blandt spillere på samme årgang. Forskellig timing i vækstspurten forårsager relativ væksteffekt, så spillere, der sent rammer deres vækstspurt, vil i en periode være bagefter deres jævnaldrende.
Ofte betyder det også, at de er bagefter deres jævnaldrende, hvis man udelukkende kigger på præstationer på banen. Det kan betyde, at de risikerer at blive fravalgt tidligt i talentsammenhæng udelukkende på grund af deres størrelse. Og det kan så betyde, at man mister potentielle talenter, der udvikler sig sent fysisk. Det ønsker man naturligvis ikke fra DBU’s side, men det er ikke det væsentligste i projektet.
- Det vigtigste er, at alle børn får de rette muligheder for at opleve succes i dansk fodbold. Hvor stort talentet så er, og hvor langt det rækker, er i virkeligheden lidt sekundært, siger Rasmus Porse, der er i spidsen for det nye projekt.
- Forskning viser, at det er det samme, der motiverer spillere uanset niveau. Vi tror på, at det er lige så relevant at opleve succes som breddespiller i en lavere række i U13-årgangen, som hvis man spiller i en licensklub, siger Rasmus Porse.
Det toårige pilotprojekt skal gøre DBU klogere på, hvordan man bedst arbejder med relativ væksteffekt inden for både elite- og breddefodbold. For at komme det nærmere, vil de etablere to ekstra turneringer på Sjælland, hvor man løbende laver PHV-målinger på spillerne. Turneringerne bliver U13-turneringer, som består af seks hold i hver turnering, men hvor det er meningen, at sent udviklede U14-spillere helt lovligt skal spille med.
Formålet er at undersøge, hvad det betyder for den matchning, U14-spillerne oplever på deres egen årgang sammenlignet med den matchning, de oplever, når de spiller med i de ekstra U13-turneringer, hvor de vil opleve en biologisk mere lige matchning.
Når projektet slutter i 2023, er ambitionen at have indsamlet relevant erfaring og viden om, hvad den relative væksteffekt har af betydning for spillere og trænere i dansk fodbold.
Samme årgang, vidt forskellige kroppe
I døråbningen til fysioterapeuternes rum står OB’s U15-drenge i en lang række. Nu er det deres tur til den månedlige måling og vejning. Først for står Frederik Byrrisen og Hjalte Boe Rasmussen. Selvom der står ”U15” under OB-logoet på begge spilleres tøj, så er det svært at tro på, de er samme årgang.
Et billede siger mere end tusind ord, så der er ingen grund til at forklare, hvorfor det er svært at tro på.
Hjalte skal måles først. Nicolaj Búk, der er fysioterapeut i OB, gør målepinden klar, mens den unge fodboldspiller skyder brystet frem og retter sig helt op.
- 159,9, siger Búk til sin kollega, der noterer resultatet i et Excel-ark.
Imens sætter Hjalte sig på gulvet til næste måling med ryggen ret op ad væggen. 84,2 cm måler han siddende.
Der noteres, og Hjalte går mod vægten, der er sidste led i målingen.
- 43 kg, meddeler han selv.
Nu er det Frederiks tur, og det betyder, at fysioterapeutens arm pludselig er tættere på lodret end vandret, når højden skal fastslås.
- 187,8, melder Nicolaj til sin kollega.
Han lyder helt imponeret, og det får Frederik til at smile, mens han sætter sig ned.
97 cm måler han siddende.
Ikke så overraskende viser vægten også et lidt andet tal end før: 69,6 kg. En difference mellem de to U15-spillere på 26,6 kg.
Inspireret af Belgien
Danmark er dygtige, når det kommer til talentarbejde. Med under seks millioner indbyggere og en plads som nummer ni på FIFA’s rangliste over verdens bedste landshold bokser Danmark langt over sin vægtklasse.
Det samme gør Belgien med omkring 11,5 millioner indbyggere, der er rangeret som verdens bedste landshold.
Men sådan har det ikke altid været. I starten af årtusindeskiftet lå Belgien placeret som nummer 33 i verden. Og rejsen mod førstepladsen startede netop det år.
I sommeren 2000 var den stolte fodboldnation sammen med Holland værter for EM-slutrunden. Der var – trods den ikke alt for høje placering på verdensranglisten - store forventninger til Belgien, men værtsnationen endte som nummer tre i sin gruppe og formåede ikke at gå videre.
Når de samtidig kiggede på deres U-landsholdsårgange, var de ikke ret optimistiske og så en risiko for, at de ville præstere endnu dårligere de kommende år. Det fik dem til at skrotte deres talentudviklingsmodel og søge nye veje.
Her stødte belgierne på noget interessant forskning: Grundlaget for, hvordan man også i dag i dansk talentudvikling måler biologisk modenhed. De prøvede det af og kiggede på, hvornår de her spillere var fysisk udviklede. Det gjorde de blandt andet gennem en tilgang, hvor de lavede et nyt talentcenter. I stedet for at tage ét hold ind, som de plejede at gøre, så tog de tre hold ind: A-holdet, som aktuelt var dem, der præsterede allerbedst på deres årgang. B-holdet, som var tæt på at præstere bedst, men ikke helt lige så dygtige. C-holdet, som bestod af spillere, som var sent udviklet.
De tre hold spillede både med og mod hinanden og på forskellige måder. Over tid så de interessante tendenser:
A-holdet blev ved med at være de dygtigste i relativt lang tid.
B-holdet udviklede en tilgang til spillet, hvor de hele tiden opsøgte dueller, fordi de alle sammen havde en relativt god fysik, men til gengæld havde det lidt sværere teknisk.
På det sent udviklede hold så man noget helt andet. Det var spillere, der fik den perfekte forudsætning for at spille hurtigt og for at spille i små rum, fordi de tabte bolden i dueller på grund af deres fysiske underlegenhed.
Over tid så de, at de sent udviklede spillere - når de så voksede relativt senere og indhentede de andre - havde en krop, der godt kunne klare de fysiske dueller. Derudover havde de også tillært sig selv den evne at spille hurtigt og læse spillet, fordi de var sat i et udviklingsmiljø, hvor det var de færdigheder, de skulle lykkes med - det var der, hvor de kunne excellere og opleve succes.
Det har ført til, at Belgien nu har en tilgang, hvor de på U15, U16 og U17 har almindelige ungdomslandshold, men også futurelandshold. På Danmarks futurelandshold for U16-årgangen opererer de med to samlinger og en turnering. I Belgien har de lige så mange samlinger og lige så mange turneringer for deres futurelandshold, som de har på deres almindelige: De prioriterer de to spor lige højt.
Desuden har de tilført ekstra ressourcer, så de stadigvæk nu på U18 og U19-niveau har et tilbud, hvor de tager de mest talentfulde fra hver årgang og holder inde i systemet lidt længere og laver noget ekstra for dem. De bruger mange ressourcer og tror på, at den her vej giver lige så meget værdi for belgisk talentudvikling, som den almindelige vej gør.
Danmark er inspireret af Belgien og var den anden nation i verden, der lavede futurelandshold tilbage i 2013.
- Vi har nogle sammenlignelige tanker omkring det her med, at man skal have de samme muligheder uanset hvornår på året, man er født, hvor man er født, og hvornår man kommer i vækstspurt. Vi ser meget på den enkelte spiller med udgangspunkt i at give den enkelte spiller de bedste muligheder, siger Rasmus Porse.
Vidt forskellige kroppe, vidt forskellige peaks
Alle tre målinger på Hjalte og Frederik er tastet i Excel-arket og ud spytter den belgiske algoritme den alder, hvor de to drenge estimeres at ramme deres vækstspurt.
12,7 år er PHV for Frederik – hans alder for næsten to år siden. Altså har han for længe siden haft sin vækstspurt, hvilket hans fysik også bevidner.
Men det er ikke tilfældet for Hjalte, som ellers kun er et halvt år yngre end Frederik.
Hjaltes PHV er 14,3 – hans vækstspurt ligger altså langt senere end holdkammeratens – og samtidig lige om hjørnet. Næste tal i Excel-arket estimerer nemlig, at han rammer sin vækstspurt om to måneder.
Nu ved både spillere, trænere og fysioterapeuter besked om spillernes biologiske forudsætninger og kan derfra arbejde bedre med at udvikle drengenes talent hver især.
For fysioterapeut Nicolaj Búk handler det særligt om arbejdet med skader, da et indblik i en spillers vækst er nyttig viden her.
- Vi fysioterapeuter bruger det rigtig meget for at se, om de skader, der kommer, kan være vækstrelaterede. Og når spillerne laver løbetests og måske ikke klarer sig som forventet, kigger vi også på, om det kan skyldes, at de ikke har ramt deres PHV endnu. Ikke at vi bruger det som en undskyldning, men vi bruger det som en forklaring, siger Nicolaj Búk og fortsætter:
- Det kan aldrig stå helt alene, men det er et sindssygt brugbart redskab til at kunne kigge på det samlede billede.
Selvom PHV-målingerne også er for spillernes bedste, så lægger han heller ikke skjul på, hvilken verden de som fodboldklub er en del af.
- Der er ingen tvivl om, at fodboldklubberne bruger det her som hardcore business. Når vi har en prøvespiller inde, så laver vi også tit PHV-målinger, hvis ikke vi synes, de har den fysiske kapacitet, vi havde håbet på. Det gør vi for at se, om der er nogen chance for, om de kan skyde i vejret eller ej, siger Nicolaj Búk.
Ekspert sætter spørgsmålstegn ved formålet med projektet
Janne Mortensen, der er ekspert i sportspsykologi og arbejder med unge i sit virke som sportspsykologisk konsulent, bryder sig ikke om tiltaget.
- Jeg synes ikke, vi skal have så meget fokus på sammenligninger, og hvornår børn topper. Fra et psykologisk perspektiv kan jeg kun se, at det skaber et øget fokus på, at de skal kunne noget på et bestemt tidspunkt, siger Janne Mortensen.
Man kan sætte spørgsmålstegn ved, om der ikke også er risiko for, at nogen vil knække nakken på det.
Det er også noget, Rasmus Porse er nysgerrig over og gerne vil blive klogere på gennem projektet.
- Jeg kan ikke lige nu bare sige: "Nej, det er vi helt sikre på ikke sker", siger Rasmus Porse.
Derfor har DBU på forhånd talt med børnepsykologer og spurgt dem om, hvad de kan forvente, at et barn vil opleve omkring PHV-målinger.
Her blev de gjort opmærksom på flere ting, de skulle have for øje. Blandt andet, at de ikke vejer og måler spillerne foran hinanden – og også hvordan de italesætter det. Her er kommunikationen afgørende for Rasmus Porse.
- Vi skal skabe et rum, hvor spillerne har mulighed for at stille spørgsmål, hvor man oplyser forældrene om projektet, og hvad det går ud på. At få fortalt de ting, der er rundt om og ikke bare, at man skal måles og vejes. Fra vores og min side er det her jo ikke et tilvalgsprojekt – det er et ’undgå fravalgsprojekt’, siger Rasmus Porse.
Janne Mortensen er dog stadig skeptisk over projektet og så hellere, at man lavede andre initiativer.
- Er det virkelig der, vi skal lægge ressourcerne?, spørger Janne Mortensen.
- Måske det ville være sjovere at spille fodbold, hvis vi sikrer, at alle fodboldklubber har nogle trænere, der er uddannet i mentaltræning eller uddannet i børnepsykologi og uddannet i at forstå, hvor stor en magt de har, når de er omkring børn og unge, siger Janne Mortensen.
Har det fint med at blive målt og vejet
Hjalte og Frederik er målt og vejet for denne gang, og går i omklædningsrummet for at gøre sig klar til eftermiddagens træning – velvidende om, hvornår de peaker fysisk. De har ikke noget problem med at blive målt og vejet en gang om måneden.
- Jeg synes, det er helt fint, siger Hjalte.
Han bliver bakket op af sin holdkammerat.
- Jeg synes også, det er fint, fordi man for eksempel kan få at vide, om der er en god grund til, man får en skade, siger Frederik og fortsætter:
- Jeg har fået at vide, at jeg i den her vækstspurt nok skulle forvente nogle skader, for eksempel i knæene, som jeg også har haft lidt af. Det er rart at vide, der var en meget naturlig grund.
Frederik er i tøjet og klar til at gå på banen. Hjalte snører støvlerne, mens han fortæller om, hvor stor fysisk forskel der er på spillerne på holdet.
- Jeg er den mindste. Fra mig og så den næstmindste er der 5-7 centimeter, fortæller han.
Men det generer ikke Hjalte, der ifølge dagens målinger mangler én millimeter fra at runde 160 centimeter.
- Jeg bruger mine kvaliteter på en anden måde end de andre, så det er fint, siger Hjalte.
Nu sidder alt udstyr, som det skal, drengene griber en pose bolde og drøner ud til en af ugens mange træningspas.