Får du også røde øjne af at se Eriksen tilbage? Ja, så er du helt normal

Selv følte han det som en krampe i læggen, og så var han væk.

For alle andre, på tribunerne, ude i stuerne og til storskærmsarrangementer, føltes det som en tragedie, da førstehjælpen på et splitsekund signalerede, at fodboldfesten var forbi.

Det var derfor, at tusindvis af hænder blev foldet bag nakker, foran brystet, flere steder i bøn.

Derfor, at den danske ring af spillere gik verden rundt, at Kasper Hjulmands efterfølgende tale om meningsfulde relationer blev til mere end ord med buzz, og derfor, at historien om Christian Eriksens genkomst som Premier League-profil er mere end bare et jobskifte i underholdningsbranchen.

For i tre-fire minutter var han her ikke. Alting sort, ingen drømme, intet spræl.

Med andre ord er Christian Eriksen den eneste, der ikke husker de mest markante minutter i sit liv.

Til gengæld så han fra sin sygeseng, hvordan hyldestgraffiti på gadehjørner og jernbaner skød frem. Han mærkede kærligheden fra kollegaerne mens hans stirrede på et hav af blomsterbuketter på Rigshospitalets hjerteafdeling.

Omgivet af sin familie. Dem, for hvem han først og fremmest er far, kæreste, søn.

234 dage er ikke mange meter i et menneskeliv, et par minutter ikke engang værd at måle, men for Christian Eriksen, hans familie og det hav af danskere, der kiggede med fra sidelinjen, har det været noget af en distance.

At vende tilbage fra de døde

I de 234 dage, der er gået, har hænderne i Parken befundet sig over hovedet. Knyttede, svajende.

'Der er et yndigt land' skråles med fornyet kraft. Selv '4-0' runger taktfast med en sjældent set nordisk arrogance, når Joakim Mæhle er på rov nær modstandernes felt.

Og det hele udspringer af netop den aften, hvor alle, der spillede en rolle, har oplevet at blive hædret.

Det medicinske hold, der bag ringen af holdkammerater udførte deres arbejde. Simon Kjær for sin heroiske indsats. Danske og finske fans modtog en pris for at vise, at sammenhold ikke afhænger af logoet på brystet.

Selv hovedpersonen blev symbolsk kåret som kampens spiller.

Kun Det europæiske fodboldforbund, UEFA, der fik Danmark til at genoptage kampen, måtte kluntet forlade det offentlige efterspil stemplet som hjerteløse skrankepaver.

Selv om det danske landshold i ugerne efter Eriksens kollaps med præstationerne på græsset ydede tiltrængt fællesterapi, så fremkalder billederne og lydtapetet fra minutterne i Parken for mange stadig en allergisk reaktion, som nok ikke slipper Christian Eriksen i sin karriere nummer to.

Og det er helt naturligt, lyder det Jon Wegener, hjerneforsker og ekstern lektor hos Copenhagen Business School.

- Vi har at gøre med noget så fundamentalt i os, helt tilbage fra det kristne samfund, at nogen kommer tilbage fra de døde.

Man skal da heller ikke lede længe blandt de mange reaktioner, som i de seneste dage er strømmet ind, efter at Ajax, Christian Eriksens karrieretrampolin, delte de sprællevende billeder, hvor han vender og drejer, sparker og hujer, som det hører sig til, når hjertet slår for netop det.

I sig selv ikke nogen sensation, at fodboldspillere spiller fodbold, men for 234 dage siden blev der åbnet et kapitel, som har manglet et punktum.

Et fælles chok og traume

For Christian Eriksen selv har det da også taget nogen tid at blive komfortabel med sit nye liv, lod han forstå i sit første interview efter sit hjertestop.

- "Tænk, hvis jeg ikke var her." Jamen, jeg er her heldigvis, svarede han selv i interviewet med Danmarks Radio.

- Jeg kan lege med mine børn.

Tankerne om, hvor galt det kunne være gået, kan vi altså godt gemme et sted, hvor andre gode idéer som 'hvad hvis det skulle ske igen' ryger hen, forsikrede den nyslåede Premier League-spiller sit publikum.

Så hvorfor er mange mennesker stadig emotionelt investeret i Christian Eriksens videre færd som fodboldspiller, når han selv udtaler sig både afklaret og selvsikkert?

For Jon Wegener er der en helt naturlig forklaring på fænomenet, der strækker sig en smule længere end empati.

- Vi har aldrig haft en fodboldspiller, vi er så følelsesmæssigt investeret i, som Christian Eriksen. Og det kommer selvfølgelig fra det gigantiske traume i Parken.

- Uanset, om man sad i Parken eller i stuen, er det et fælles traume, som udspringer fra samme metode, man ser i gyserfilm, hvor folk føler sig trygge og sikre, og så kommer det her chok. Vores hjerner bliver mindet om det, når vi ser ham.

Vores bedste unge mand

Grundlæggende bruger vi som mennesker ubevidst hjernens såkaldte spejlneuroner, når vi observerer hinanden. Både, når det drejer sig om bevægelse, men også, når vi afkoder følelser.

Det er derfor, at vi føler en trang til at tage os til panden, når nogen går ind i en dør, og derfor, at vi får røde øjne, når Martin Braithwaite flyder over med følelser dagen efter Christian Eriksens kollaps.

Jon Wegener er overbevist om, at selv om Christian Eriksen selv afmonterer de værste bekymringer, så vil der altid være en lille angst hos mange for, at det vil ske igen.

Og netop det vil fastholde den emotionelle intensitet, som mange oplever ved at se ham selvtræne i Schweiz, sammen med de næste stjerneskud i Ajax eller på banen i Premier League.

- Hjernens spejlneuroner bliver aktiveret efter den person, vi kigger på. Vi spejler og mærker glæden, når en fodboldspiller scorer - men vi mærker også, når han falder i græsset, eller når holdkammeraterne græder arm i arm, siger Jon Wegener.

Derfor er det ikke så mærkeligt, at billederne af en storsmilende og lystigt trænende Christian Eriksen vækker en masse følelser i utroligt mange mennesker, siger Jon Wegener.

- Vores hjerner efterligner altså det, som spilleren føler. Især dem, vi ser mest op til, som Christian Eriksen. Vi knytter os særligt til det, der sker med ham.

- Stjerner af den kaliber er repræsentanter for os selv, og Christian Eriksen er en slags ’den bedste unge mand’, vi har i Danmark. Han er vores repræsentant, og hvis det går ham dårligt, så går det os alle dårligt.

En permanent forelskelse

Historien om Danmarks åbningskamp ved EM, dén sommer, i dén kulisse, vil altid være tæt forbundet med Christian Eriksen.

Folkesjælen fik sig et vrid, som måske var tiltrængt, men ikke efterspurgt.

I tidligere omtalte interview med Danmarks Radio lagde hovedpersonen ikke skjul på, at det hele virkede surrealistisk, men at tiden havde vist ham, at arbejdet som fodboldspiller er en permanent forelskelse, som han, med familien og lægernes velsignelse, ikke vil give fra sig.

Og når et fodboldhjerte som Eriksens banker, fortjener det også et sted at slå til. Om så det er med en elektronisk bodyguard i kroppen. Den slags, der er ulovlig at spille med i Italien, men som har åbnet for en retur til London.

Det er derfor, at danskerne nu kan sige ICD-enhed med samme lethed som PET-agent og PCR-test.

Derfor, at antallet af hjerteløbere i Danmark er steget med tusindvis af hjælpende hænder og stærke intentioner.

Derfor, at en signatur på en kontrakt, i det her tilfælde, ikke bare er pen mod papir.

Christian Eriksens historie er, om han ønsker det eller ej, blevet en fælles fortælling, og mens der siver hvid røg op fra skorstenen hos den danske koloni i det vestlige London, så kan det være svært, om end glædeligt, at forstå, at det blot er 234 dage siden, at en 29-årig mand fra Middelfart følte en krampe i læggen, og så var han væk.

Nu er han tilbage.