Præsident med nedslående Damsgaard-melding
Mikkel Damsgaard ser ud til at have spillet sin sidste kamp for Sampdoria i denne sæson.
Der kan være sat et punktum for Mikkel Damsgaards sæson i Sampdoria.
Det afslører klubpræsident Marco Lanna.
- Damsgaard vil næppe kunne vende tilbage i denne sæson, siger han til det italienske medie Telenord.
21-årige Damsgaard udgik den 12. oktober med en knæskade i Danmarks VM-kvalifikationskamp hjemme mod Østrig. En skade, der efterfølgende viste sig at være en infektion i knæet, som han har døjet med lige siden.
Offensivspilleren har generelt haft en svær sæson efter sommerens EM-slutrunde, hvor han fik sit store gennembrud på landsholdet og blev en fanfavorit hos danskerne med flotte scoringer mod Rusland og England.
Landsholdsspilleren er i denne sæson noteret for nul scoringer og oplæg i syv ligakampe.
I sæsonen forinden, der var hans første i Sampdoria, scorede han to mål og lagde op til fire i 35 kampe i Serie A.
Mikkel Damsgaard skiftede til den norditalienske klub i sommeren 2020 fra Superliga-klubben FC Nordsjælland.