Fodbold

Christian Eriksen præsenteret i Brentford

Christian Eriksen er fredag blevet præsenteret i Premier League-klubben Brentford, som han skrev kontrakt med 31. januar.

For fem dage siden ankom Christian Eriksen til sin nye klub, Brentford.

Nu har han også fået den officielle præsentation, som professionelle fodboldspillere traditionen tro får, når de har skrevet kontrakt med en ny klub.

Fredag eftermiddag trådte danskeren ind på sin nye hjemmebane, Brentford Community Stadium, hvor han kortvarigt poserede med en Brentford-trøje og et halstørklæde. Herefter gik han til pressemøde med verdenspressen.

Forinden havde TV 2 SPORT muligheden for at tale med Christian Eriksen.

- Jeg har trænet med i fem dage, og jeg føler, at kroppen er et fint sted. Jeg har selvfølgelig trænet hårdt med selvtræning i nogle måneder, og nu skal jeg så bygge på med et hold. Men tilstandsrapporten er - både fysisk og mentalt - rigtig god.

- Nu hvor jeg fysisk er rigtig godt med, er der forhåbentlig ikke så lang tid til, at fodbolden også kommer til at passe ind. Det går også rigtig fint til træning, hvor der ikke er nogen skavanker, siger den 29-årige dansker, der tilføjer, at han allerede nu træner "100 procent med holdet".

Christian Eriksen blev i december løsrevet fra sin kontrakt med italienske Inter, da det ikke er lovligt at dyrke eliteidræt med en ICD-enhed i Italien. Det fik han, efter han i sommer faldt om i EM-kampen mod Finland.

Tryghed var afgørende for klubvalg

På transfervinduets sidste dag i januar skiftede Christian Eriksen så til Premier League-klubben Brentford, hvor han har fået en kontrakt på et halvt år.

Midtbanespilleren fortæller, at trygheden har været afgørende i forhold til, at valget faldt på oprykkerklubben, der hører til i det vestlige London.

- Det skulle være en blanding af, at jeg kunne få glæden tilbage ved at spille fodbold og spille i Premier League, og at min familie ved siden har et sted, hvor de føler sig tilpas, siger fynboen.

Christian Eriksen ved endnu ikke, hvornår han kan få debut for Brentford, men han forventer ikke, der vil gå "lang tid".

I Brentford skal Christian Eriksen spille med nummer 21.