DBU præsenterer historisk stort overskud
DBU havde i 2021 et overskud på 85,9 millioner kroner. EM gav alene overskud på 41,3 millioner. ...
Dansk fodbold havde et sportsligt jubelår i 2021 med semifinalepladsen ved herrernes EM, men også økonomisk er der grund til glæde i Dansk Boldspil-Union.
Fredag kunne DBU således præsentere et overskud på 85,9 millioner kroner for 2021. Det er det bedste regnskab i unionens historie, oplyser DBU.
Resultatet bærer særligt præg af sommerens EM-slutrunde, der alene har genereret et overskud på 41,3 millioner kroner.
Egenkapitalen øges til 217 millioner kroner. Derfor investeres der nu mere end 100 millioner kroner i udviklingen af dansk fodbold, lyder det fra DBU.
Det skal ske via fokusområderne i DBU's nye strategi, "Samle & Begejstre", fortæller formand Jesper Møller.
Han pointerer, at man i flere år har haft fokus på udvikling af dansk fodbold lige fra børnefodbold til talentudvikling og landshold.
- Det er blandt andet sket ved indgåelse af lange aftaler, som har skabt ro og sammenhængskraft i hele fodbold-Danmark, og det har også være med til at skabe flotte, sportslige resultater for både kvindelandsholdet, herrelandsholdet og vores ungdomslandshold.
- Aftalerne og den sportslige succes har givet stærke indtægter, som vi nu kan investere. Det gælder alt fra vores landshold til talentudvikling og breddefodbold samt vores professionelle ligaer og bedre faciliteter, siger Jesper Møller.
Cirka halvdelen af investeringerne går til udvikling og forbedring af forholdene omkring landsholdene, og cirka halvdelen går til både bredde og elite i strategiaftaler, som nu løber frem til 2028. Herudover investeres i bedre faciliteter, oplyser DBU.