Eriksen sætter ord på det værste siden hjertestoppet
I et længere interview med TV 2 SPORTs Flemming Toft fortæller 29-årige Christian Eriksen om, hvad der har ramt hårdest siden hjertestoppet under EM.
Christian Eriksen har svært ved at skjule begejstringen over, at han med hastige skridt nærmer sig et comeback til Premier League.
Nu skal han ikke længere regne i måneder, men nærmere uger og dage. Det har dog været en lang proces at nå dertil.
Det lægger Christian Eriksen ikke skjul på i et interview med TV 2 SPORTs fodboldkommentator Flemming Toft, der har mødt fodboldverdenens mest omdiskuterede dansker de seneste otte måneder i hans nye fodboldresidens, Brentford.
For hvad har egentlig været det værste at gennemgå i de otte måneder, hvor han primært har haft fodbold og familien i tankerne? Det kræver et øjeblik for Eriksen at tænke over svaret. Fordi alle omkring ham har oplevet noget, han ikke selv så noget af.
- Det har måske netop været at se familien, og hvor hårdt ramt de har været. Hvordan ikke kun familien, men også folk omkring har haft det. Hvor hårdt mange af landsholdskammeraterne har haft det med hele seancen. Hvor tæt på de har været, fortæller Christian Eriksen.
Prøver at hjælpe holdkammerater videre
Han lægger heller ikke skjul på, at netop klub- og landsholdskammerater har været en kæmpe støtte for ham. Ligesom flere af spillerne fra landsholdet er medvirkende til, at han stadig er i live i dag.
En evig taknemmelighed, Eriksen nu prøver at betale tilbage på. Om end han selvsagt ikke skylder nogen noget som helst.
- Jeg har selvfølgelig også prøvet at hjælpe dem ved at skubbe dem videre i den rigtige retning. At der heldigvis ikke er sket noget.
Første skridt tog Eriksen og landsholdskammeraterne allerede sammen den juniaften i Parken, hvor hele Danmarks nummer 10 "gav lov til", at EM-kampen mod Finland kunne færdigspilles.
Både den aften og i dagene efter var der frit lejde til at spørge om alt, hvad folk måtte rende rundt med af tanker. Selvom Eriksen lå på Rigshospitalet, fulgte han stadig med.
- Jeg så selvfølgelig også kampene. Hvor svært det end var at se de kampe, når man gerne ville have været der. Men respekt. Kæmpe respekt for at de kom så langt, som de gjorde, og virkelig holdt hovederne kolde i det hele, selvom der ligesom var rigtig mange følelser indblandet.
"Jeg er her - og jeg bliver her"
Imens holdkammeraterne kunne spille videre, var sagen en anden for Christian Eriksen. Han skulle have indopereret en avanceret pacemaker – en såkaldt ICD-enhed.
Igennem hele forløbet - og mange år forinden - har kæresten Sabrina været hans største støtte. Sammen har parret to små børn, og derfor har det af gode grunde ikke kun handlet om fodbold og fysikken for hovedpersonen.
Det mentale har fyldt mindst ligeså meget i jagten tilbage til fodboldbanen.
- Der har været meget for min familie og folk omkring, der har set noget og fået nogle tanker, som jeg overhovedet ikke har fået i den periode, hvor jeg var væk. Heller ikke efterfølgende. For mig er der jo næsten ikke sket noget. Der er ikke sket andet, end at jeg har en ICD, der følger mig.
- Jeg har set, hvordan min familie, venner og folk omkring reagerer. Så det har været det, jeg skulle bearbejde, og det tog også sin tid. Og selvfølgelig var det hårdt - også for familien. At skulle vænne sig til det. De tanker, man havde, kunne man godt skubbe til side, for jeg er her. Og nu bliver jeg her også.
Åbne snakke og to små børn
Sammen med kæresten har Christian Eriksen mange gange genskabt den aften i Parken, hvor han faldt om med hjertestop. Også familien, svigerfamilien og landsholdskammerater har været med i de snakke, Eriksen selv betegner som "meget åbne".
- Jeg har fået deres sider af historien og prøvet at sætte mig ind i, hvordan de har følt og fået deres reaktion. Så jeg har egentlig været meget åben omkring det og snakket det godt igennem, og det har været noget af det, der har hjulpet mest.
- At man har fået vendt situationen og kommet igennem de ting. For alle har jo oplevet og set det anderledes. Og så er der mig, der ikke har set noget af det. Men det handler om mig.
Men du har også to små børn, hvordan tackler man det?
- Vi er jo i princippet heldige, at de er så små. At de ikke helt ved, hvad der præcis er sket, og jeg er her. Så det har altid givet en ekstra tryghed, at man lige kan kysse dem en ekstra gang på panden og sige: ”Jeg er her stadig," lyder det fra Christian Eriksen, inden han retter sig selv:
- Eller, tænke det! Ikke sige det. For så begynder de selvfølgelig selv at tænke. Men den vej igennem er vi heldige, at de ikke er ældre og ikke behøver at have de tanker, som andre har fået, siger Christian Eriksen.
Vil du se hele interviewet med den danske fodboldstjerne, så kan du finde det lige nu på TV 2 PLAY. Her giver Eriksen en dugfrisk status på, hvor tæt han er på Premier League-comebacket, hvordan træningen har været og ikke mindst tankerne omkring det danske landshold.